Det var ikke meldt ud nogen steder.

Men onsdag var der pludselig fornemt besøg i kong Frederiks private residens på Amalienborg Slot.

Selvom det ikke stod i den kongelige kalender, så viser Kongehuset nu frem på Instagram, at den nyslåede konge onsdag tog imod en særlig gæst i sit hjem.

»I Frederik VIII’s Palæ på Amalienborg modtog Hans Majestæt Kongen i dag David Lappartient, der er præsident for den internationale cykelunion UCI,« skrev kongehuset onsdag aften efter besøget.

UCI-præsidenten David Lappartient er i København for at modtage Danmarks bud på VM i landevejscykling, der skal afholdes i 2029.

Officielt blev buddet på en dansk VM-afholdelse vendt på Christiansborg med en række ministre og borgmestre til stede.

Det skete efter cykelpræsidentens besøg i den sportsglade Konges private gemakker på Amalienborg, skriver Kongehuset.

Kong Frederik var som kronprins også med til at få Tour de France til Danmark forrige år. Her overrakte han ligeledes den gule trøje på en af de indledende etaper.