Nordmændene er vilde med engle. I hvert fald rives prinsesse Märtha Louise nye bog »Mød din skytsengel« ned af boghandlernes reoler.

Det første oplag på 11.000 var allerede udsolgt efter få uger. I dag kommer andet opslag på 10.000 bøger på gaden i Norge, mens tredje oplag på yderligere 10.000 bøger er undervejs.

Og det betyder, at der er millioner af kr. i vente for den norske prinsesse og hendes medforfatter Elisabeth Samnøy, skriver norske Dagbladet.

- Det er dejligt, at det går så godt, lyder det fra forlagschef Ida Berntsen fra Cappelen Damm AS.

Forlaget kommenterer ikke på indtægter og udgifter på enkelt bøger. Heller ikke på 'Mød din skytsengel'. Men ifølge den norske avis modtager en forfatter gennemsnitlig 15 % af indtægterne. Og hvis en bog sælger 31.000 eksemplarer til 349 norske kr. stykket udbetales der over to mio. kr. til de to forfattere.

Hos forlaget vil de ikke ud med, om bogen er tæt på at ramme rekorden.

- Men tallene er særdeles gode og også mere end gennemsnittet, siger forlagschefen.

Forlaget oplyser, at der arbejdes på at sælge så mange bøger så muligt. Også til andre lande. Og svenske boghandlere modtager snart bogen.

Forfatternes Facebook-profil går også sin sejrsgang. Siden gruppen blev oprettet for tre uger siden, har 3300 englefans tilmeldt.

Mens prinsessens nye bog går som varmt brød, har hendes mand Ari Behns sidste bog mindre held. Det er ikke lykkedes Dagbladet at få oplyst, hvor meget bogen 'Vivian Seving etc.' har solgt. Men ifølge boghandlerne, har flere nordmænd prinsessen engle-bog liggende på natbordet end gemalens.

Prinsesse Märtha Louise debuterede som selvstændig børnebogsforfatter i 2004 med bogen »Hvorfor de kongelige ikke har krone på«. Sammen med Ari Behn har hun skrevet bogen 'Fra hjerte til hjerte'.