Prinsesse Märtha Louise fik ikke betalt flere regninger for sit bryllup i august.
Efter inkassokrav endte den 53-årige norske skandaleprinsesse så til sidst med at punge ud – men nu har endnu en ny aktør meldt hende til inkasso.
Prinsesse Märtha Louise har nemlig trods gentagende rykkere stadig ikke betalt flere regninger til den 38-årige gårdejer, hvis have hun og ægtemanden Durek Verrett blev gift i for et halvt år siden, skriver norsk Se & Hør.
Det norske ugeblad har set dokumentation for de samlede regninger, og så bekræfter gårdejeren Jon Erlend Vinje overfor dem, at han har måtte involvere inkasso, da han endnu mangler betaling for omtrent en tredjedel af den samlede regning på 150.000 norske kroner.
»Jeg har drevet mit eget selskab i tretten år, og jeg har aldrig oplevet magen til dette. Jeg kan knap huske, at jeg har måtte sende en eneste påmindelse om betaling. Og nu har jeg pludselig måtte sende tre regninger til inkasso – og dét er til prinsessen af Norge. Det havde jeg aldrig set for mig,« siger Jon Erlend Vinje til Se & Hør.
Den 38-årige gårdejer Jon Erlend Vinje ejer det stykke land i Geiranger, hvor det royale par valgte at sætte deres bryllupstelt, ligesom han lagde en masse arbejdstimer i at gøre sin have klar – og rydde op igen bagefter – til brylluppet med de mange gæster og den medfølgende verdenspresse.
Men nu her et halvt år efter har den 38-årige gårdejer stadig ikke fået alle sine penge.
Omtrent 50.000 kroner af den samlede regning mangler nemlig at blive betalt, og derfor har den norske gårdejer efter flere henvendelser nu måtte melde prinsessen til inkasso.
Prinsesse Märtha Louise har igennem sin manager, Carina Scheele Carlsen, bekræftet, at der findes ubetalte regninger, men har hverken ville kommentere inkassokravet eller beskyldningerne fra Jon Erlend Vinje.
»Som en ansvarlig aktør er deres vores pligt, i samarbejde med vores rådgivere, at gennemgå samtlige fakturaer og efterse, at det er i henhold til indgåede aftaler. Det har i nogle tilfælde vist sig at tage ekstra tid, uden at der er nogen dramatik i det fra vores side,« lyder det i et skriftligt svar til Se & Hør fra Carina Scheele Carlsen.
Prinsesse Märtha Louise har trods de økonomiske stridigheder for nylig taget et lån på 10 millioner norske kroner. Læs mere om det HER.