'Märtha' bliver titlen på en ny tv-serie hos vores nordiske naboer, hvor en helt særlig person bliver hovedperson.

Serien, der bliver i dokumentarformat, skal følge den norske prinsesse Märtha Louises liv. Det skriver TV 2 Norge, hvor serien også bliver sendt.

»Jeg er en offentlig person, og medierne skriver meget om mig. Denne serie er en mulighed for at vise min tilværelse på en anden og ny måde,« udtaler prinsessen i forbindelse med seriens lancering.

'Märtha' bliver sendt i det nye år og kommer både til at skildre prinsessens privatliv samt hendes arbejdsmæssige pligter.

Prinsesse Märtha Louise er datter af kong Harald og dronning Sonja.
Prinsesse Märtha Louise er datter af kong Harald og dronning Sonja. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

»Det har været vigtigt for mig, at det ikke er et tv-projekt, som jagter sensationer. Jeg kan godt åbne mig foran et kamera, men jeg er samtidig optaget af ærlighed, og at man ikke bidrager til spekulationer om mig og mit liv.«

Det fremgår videre, at indspilningerne med serien er gået i gang.

Prinsessen har i løbet af 2020 været et særdeles omtalt navn i diverse medier verden over.

I begyndelsen af året meldte hun ud, at hun havde fundet kærligheden i den selvudnævnte shaman Durek Verrett.

Prinsesse Märtha Louise sammen med kæresten Durek Verrett.
Prinsesse Märtha Louise sammen med kæresten Durek Verrett. Foto: Carina Johansen
Vis mere

Verrett har dog fået en kritik for sine udtalelser og påstande om, at han kan helbrede kræft og andre sygdomme. Mange ryster tilmed på hovedet af udtalelserne om, at han kan tale med ånder, og at han selv har været død og er blevet genfødt.

Parret har sammen udgivet en bog, og her er prinsessen blevet beskyldt for at bruge sin titel i kommercielle sammenhænge.

Prinsesse Märtha Louise har tre børn, som hun fik med Ari Behn. Han døde på tragisk vis juledag sidste år. Noget, der har taget hårdt på prinsessen og de tre døtre.

»Jeg har været fokuseret på børnene og på at komme mig efter dødsfaldet. Det har været den sværeste tid i mit liv. Langsomt, men sikkert, prøver vi at komme på benene igen,« sagde prinsessen for nylig i Durek Varetts podcast 'Ancient Wisdom Today' ifølge TV 2 Norge.

Om den kommende serie kommer til at gøre mere i dybden med dødsfaldet og forholdet med Durek Verrett, er ikke meldt ud.