Snart får det norske kronprinspar endnu mere at se til.

Efter at to forskellige organisationer stoppede deres samarbejde med prinsesse Märtha Louise grundet hendes forlovede, Durek Verretts, udtalelser og ageren sidste år, har Mette-Marit og kronprins Haakon nu meldt ud, at de overtager opgaverne.

Det står på det norske kongehus' hjemmeside.

Det er organisationen Epilepsiforeningen og Foreningen for Muskelsyke (muskelsvind, red.), der sidste efterår valgte at afslutte samarbejdet med den norske prinsesse.

Hendes forlovede, Durek Verrett, havde nemlig skabt en hel del kontrovers med sine udtalelser om sygdom.

Specielt var det shamanens udtalelser omkring en medaljon, der skulle kunne hjælpe mod corona, som han solgte på nettet, der gjorde folk vrede.

Organisationerne valgte efter de udtalelser at stoppe samarbejdet.

»Prinsessen har altid taget sit ansvar som beskytter alvorligt og vist en ægte interesse for det, vi arbejder med, men flere og flere medlemmer reagerer på Durek Verrets spekulative udfald om sin egen form for alternativ medicin og evner som shaman,« siger lederen af ​​Foreningen for Muskelsvind, Patricia Melsom, i pressemeddelelsen, da de afsluttede samarbejdet med prinsesse Märtha Louise.

Märtha-Louise har stoppet sine royale pligter.
Märtha-Louise har stoppet sine royale pligter. Foto: LISE ASERUD
Vis mere

I november meldte prinsessen så selv ud, at hun ville trække sig fra alle sine protektioner og opgaver.

»Det bliver en anden i familien, der overtager min rolle. Jeg ønsker organisationerne held og lykke med det vigtige arbejde, de udfører,« lød det.

Gigtforeningen, som også var en af de organisationer, prinsesse Märtha Louise var protektor for, bifaldt hendes beslutning om at stoppe sit arbejde.

»Det synes vi er ordentligt og klogt. Det er udfordrende, når vores protektor går ind for meninger og ideer, der er i modstrid med vores evidensbaserede tilgang,« sagde foreningens generalsekretær, Bo Gleditsch, da prinsesse Märtha Louise frasagde sig protektionen.

Prinsessen beholder sin prinsessetitel, selvom hun har frasagt sig sine forpligtelser.

Det gjorde kong Harald klart i et interview med den norske presse.

»Hun er vores datter. Det bliver hun ved med at være. Så derfor er hun prinsesse Märtha Louise,« lød det kontant fra kongen.

Prinsesse Märtha Louise fortsætter med at være en del af familiebilleder og fødselsdage, ligesom hun kan komme med til begivenheder, hvor hele kongefamilien normalt dukker op sammen.