'Det smager mærkeligt.'
Børnene på Heibergskolen på Østerbro i København var temmelig enige om, at græshoppe smager underligt. Prinsesse Marie besøgte skolen for at lancere Børnenes Ulandskalender 2021, og i den forbindelse prøvesmagte prinsessen insekter, som børn i Afrika spiser for at blive mætte.
En græshoppe indeholder meget protein, og derfor er det en populær spise i ulande.
»Det smager mere, mushi, ja, det ved jeg ikke,« sagde prinsesse Marie, mens børnene lå flade af grin.

»En blanding af kylling og græs,« prøvede prinsesse Marie.
Man plejer at sige, at man skal høre sandheden fra børn og fulde mennesker. Og en af drengene fra skolen var ikke i tvivl om smagen.
»Det smager af rådden vaniljeis,« mente han.
Prinsesse Marie var inviteret til Heibergskolen, fordi hendes protektion Folkekirkens Nødhjælp står for Børnenes Ulandskalender. I år går overskuddet til et projekt, der støtter børn i Kenyas nordlige Turkana-region, så børn kan komme i skole og få en uddannelse.

Selvom prinsessen bor i Paris, har hun gæstet Danmark flittigt på det seneste. I oktober kom det også frem, at hun har fået nyt arbejde. Hun er blevet særlig kulturrepræsentant ved ambassaden i Frankrig.
»Jeg er lige begyndt, men det er selvfølgelig en stor ære og fornøjelse at være med og styrke den kulturelle relation, vi har mellem Danmark og Frankrig. Så jeg glæder mig til det,« sagde hun til B.T.
Prinsesse Marie flyttede i 2019 til Paris på grund af prins Joachims uddannelse. Men i 2020 fortalte hun, at flytningen havde været udfordrende for hende.
»Nej, jeg synes, det har været udfordrende for mig, fordi jeg skulle støtte min mand og passe vores børn. Det var det, jeg skulle gøre. Vi må se, hvad der kommer. Men jeg skal selvfølgelig finde mig til rette. Nu er det min tur. Jeg synes, jeg skal tænke på mig selv nu. For jeg har været 100 procent på min mand, og jeg har passet mine børn. Og selvfølgelig er det med glæde, men jeg skal også tænke på de sager, der betyder noget for mig,« sagde hun til Se og Hør.

På Heibergskolen på Østerbro virkede prinsesse Marie til at være i rette element, da hun underviste børnene i nødhjælpsarbejdet.
»Jeg har i ti år været så heldig at besøge en masse, masse børn rundt i verden, og det er, fordi jeg er protektor for Folkekirkens Nødhjælp. Og det betyder, at når jeg rejser, så kan jeg være med til at hjælpe og sætte fokus på deres vigtige arbejde, deres vigtige projekter ude i verden. Og de har nogle meget, meget vigtige projekter, og jeg møder så mange spændende mennesker. Så mange spændende mennesker, som ikke har det nemt og ikke har så mange muligheder, som vi har herhjemme,« sagde prinsesse Marie til børnene på skolen.