Det er tid til det igen. Prinsesse Marie bliver nu, som flere i Kongehuset allerede er, medlem af foreningen Kongelig Mayestaits Acteurs. Og for at blive medlem kræver det, at prinsessen selv medvirker aktivt i årets studenterrevy - enten på eller bag scenen.

Prinsesse Maries deltagelse finder sted 16. marts, hvor hun vil medvirke i en lille rolle under en lukket forestilling. Herefter vil hun officielt blive udnævnt til fuldgyldigt medlem af foreningen og modtage et ordensbånd i foreningens gule og røde farver.

Kongehuset har en traditionsrig baggrund på de skrå brædder i forbindelse med studenterrevyen. Dronning Margrethe, der på daværende tidspunkt lige var blevet student, blev medlem i 1960, mens Prins Henrik blev medlem i 1974 og kvitterede året efter med en klarinetpolka, hvor prinsgemalen sad ved klaveret.

I 1990 forsøgte en indisk guru at omvende Kronprins Frederik og Prins Joachim på scenen uden held, da prinserne ihærdigt forsvarede sig med, at de bl.a. var medlem af folkekirken. Daværende prinsesse Alexandra fik sin scenedebut og sit medlemskab i 1997 med replikken 'Det er Alex!', mens Kronprinsesse Mary i 2008 blev optaget efter sin medvirken i en lille scene.

Årets studenterrevy har titlen 'Zombie på Sengekanten' og er et satirisk og sort, komisk stykke, som er iscenesat af teaterinstruktør og skuespiller Stine Ruge.

Foreningen Kongelig Mayestaits Acteurs fik sit navn af Kong Christian X efter årets nytårskomedie i 1924.

Stykket spiller til og med 23. marts, og billetter kan købes her