Prinsesse Marie nød en aften i modens tegn til Malene Birgers tilløbsstykke af et show

Hvis der er noget prinsesser, hertuginder, baronesser, og pigebørn af folket kan blive enige om, så er det at designeren Malene Birger er et flatterende bekendtskab indenfor beklædning. For uanset om valget falder på sæsonens sorte fedora eller sidste sæsons maxikjole i fed silkechiffon, så formår Birger altid, at kreere det man ikke lige vidste, at man manglede.

Og traditionen tro var Malene Birgers show på Pasteursvej ved Carlsberg bryggerierne det helt store tilløbsstykke fredag aften.

Sangerinden Medina flashede sin nye tatovering på halsen - 'For altid' stod der (og den var ikke tilegnet nogen bestemt sagde hun.). Aqua Lene var viklet ind i nitter og læder, og blandt de mange gæster, omend i den blidere afdeling, var prinsesse Marie.

- Jeg glæder mig meget til Malenes show, hun er en god veninde, sagde prinsesse Marie veloplagt til bt.dk, da hun standsmæssigt ankom til venuet ved Carlsberg.

Hvad er det, Malene Birger kan som designer, der gør hende så populær?

- Jeg synes, at hun kan mange ting, hun er meget talentfuld, svarede prinsessen, inden hun spankulerede ind i hallen til showet.

Pyntesyge piger i alle aldre

Showet var et overflødighedshorn af hørjakker parret med guld (super klædelig og elegant kombi til næste sommer.). Græsgrønne suits, højtaljede marine bukser, sømandsjakker, pailletkjoler i alle regnbuens farver, ruskindssko i pangfarver og utallige andre fristelser til at mætte pyntesyge piger i alle aldre.

Og prinsessen hyggede sig, gjorde hun. Da The Stones 'Sympathy for the devil' dunkede ud af højtalerne, rockede den royale Birger fan med på sædet (man er et skarn, hvis man kan modstå Mick.). Hun gjorde store øjne da det ene af Birgers S/S 2012 styles afløste det næste på catwalken.

Bt.dk talte eksklusivt med prinsessen efter showet, og hun var meget begejstret:

- Jeg synes, at det var rigtig flot som altid! Jeg elsker farverne, det var meget smukke farver. Og skoene, de var rigtig flotte.

Og kærligheden til sko, ja det er blot endnu en ting, der forener prinsesser og pigebørn af folket.