Både prinsesse Marie, prins Joachim og deres børn er glade for deres ophold i Paris.
Det fortalte en venlig prinsesse Marie til B.T. tirsdag morgen i Paris.
»Det går godt. Børnene begynder at være rigtig glade for at tale fransk,« fortalte prinsesse Marie, efter hun havde afleveret prinsesse Athena og prins Henrik på den internationale privatskole, hvor de to børn har deres franske skolegang.
Og det er tilsyneladende gået godt for de to små poder at sadle om til det franske:
»Efter to måneder taler de rigtig godt fransk,« fortalte prinsesse Marie, der også kunne fortælle, at børnene er blevet glade for deres nye skole.
»Ja, det synes jeg – de klager ikke i hvert fald . Så jeg tror, de er glade,« sagde hun og fortsatte:
»De savner selvfølgelig deres venner i Danmark, men der er rigtig mange børn fra rigtig mange nationaliteter her, og det er spændende.«
Den kongelige familie flyttede til Paris i juli, da prins Joachim påbegyndte den prestigefulde franske lederuddannelse ved École Militaire i Paris.
Og prinsen trives også, fortalte prinsessen:
»Det er meget spændende. Det er lidt hårdt. Han arbejder rigtig, rigtig meget, men jeg tror, han synes, det er meget spændende,« fortalte prinsesse Marie, mens regnen silede ned.
Prinsparret har udlejet deres villa i Klampenborg i det år, hvor de er i Paris. Det er den tidligere baronesse Caroline Fleming, der har lejet den.
Det betyder også, at prins Joachim og prinsesse Marie må finde andre steder at bo, når de i efterårsferien planlægger at besøge Danmark.
»Vi bor på Amalienborg eller på Schackenborg, men vi har ikke været hjemme endnu,« forklarede prinsesse Marie, der også cementerede, at opholdet i Paris indtil videre kun er på begrænset tid.
»Men det er kun et år, så vi skal nok finde et sted at være,« lød det fra Marie, der også fortalte, at familien endnu ikke havde besluttet sig for, at om de ville komme hjem til Danmark til jul.
Prins Joachim og prinsesse Marie skal tirsdag aften deltage ved en middag i forbindelse med det erhvervsfremstød, som kronprinsparret i disse dage er i Frankrig for at præsentere. Her vil de møde kronprins Frederik og kronprinsesse Mary:
»Det bliver dejligt,« sagde prinsessen kortfattet.
Selvom prinsesse Marie med egne ord er ’meget glad’ for at være tilbage i Frankrig, så er det dog ikke helt uden vemod, at familien har forladt Danmark for en stund.
Familien savner venner og familie:
»Og Paris er måske ikke helt så ren som København med luften, men man savner altid noget, når man er i et andet land. Og Danmark er sådan et fantastisk land,« lød det fra den danske prinsesse, inden hun gik videre ud i det regnvåde Paris.
Prinsesse Maries ord om den nye tilværelse i byernes by er de første, siden hun og prins Joachim flyttede til den franske hovedstad i juli med parrets to børn.
Tidligere på året skabte flytningen til Paris stor debat, da det kom frem, at prins Joachim tager sin apanage med til udlandet uden på forhånd at have fået en godkendelse fra Folketinget, som det ellers kræves.
For nylig fremgik det også af finansforslaget for 2020, at den danske prins endda kan se frem til en lønforhøjelse i 2020, når hans apanage stiger med 100.000 kroner til 3,8 millioner danske kroner årligt.
Prinsesse Marie understregede for B.T. tirsdag i Paris, at familien kun har planer om at blive i Paris et år. Skulle de planer ændre sig, og skulle familien få lyst til at forlænge opholdet, får det dog højst sandsynligt stor indvirkning på apanagen, da det er grundlovsstridigt at beholde pengene i udlandet.
»Det kan være, Joachim selv frasiger sig sin apanage til næste efterår, hvis det viser sig, han ikke kommer hjem. Men hvis han ikke selv gør det, så bliver det helt sikkert noget, der vil blive diskuteret på næste års finanslov,« har kongehusekspert Søren Jakobsen tidligere fortalt til B.T.