Det vrimlede med både kendte og en enkelt kongelig, da Dennis Knudsen bød velkommen til sin nye restaurant Kontrast. Og særlig en lille gæst fangede prinsesse Maries interesse.

Prinsesse Marie var - ligesom mange andre kendte danskere - mødt op nær Rådhuspladsen i København for at deltage i åbningsfesten for stjernefrisøren Dennis Knudsens nye restaurant, der har fået navnet Kontrast.

Dennis Knudsen har ved flere lejligheder sat Prinsessens hår, så hun kiggede forbi restauranten for at støtte sin ven.

Her fik Prinsessen blandt andet en rundtur i restaurantens køkken, men hendes blik faldt også hurtigt på tv-værten Lisbeth Østergaards knap fem måneder gamle søn, Viggo, der også var med til festen.

Prinsesse Marie kiggede betaget på den lille dreng, der var med sine forældre til fest i sin lift.

»Hun hilste på Viggo og spurgte, hvor gammel han var. Hun sagde, det var fint, at jeg tog ham med,« fortalte Lisbeth Østergaard om det royale møde til BT.

Tv-værten kunne afsløre, at det ikke var første gang, hun mødte prinsesse Marie, der selv er mor til to børn, den seks-årige prins Henrik og den tre-årige prinsesse Athena.

Lisbeth Østergaard og kæresten Ralf Christensen blev forlovet i sidste måned, og selvom brylluppet først skal finde sted om et års tid, er planlægningen allerede gået igang, afslørede 'Go' Morgen'-værten.

»Det er meget nyt endnu, og der er over et år til, så vi ved ikke så meget endnu. Men jeg er på Pinterest! Er du klar over, hvor meget der skal findes?,« grinede Østergaard.

På det sociale fotomedie Pinterest kan man samle masser af inspiration til blandt andet brudekjoler, invitationer med videre.

Om et års tid vil lille Viggo være halvandet år, og det ser ud til, at han får en vigtig rolle på sine forældres store dag:

»Han skal være brudesvend,« slog hans mor fast.