Marie Agathe Odile Cavallier var kun 13 år, da hun forlod sit hjem og flyttede på kostskole i Schweiz.

Livet ville, at hun 19 år senere giftede sig med sit livs kærlighed og fik titlen som prinsesse i Danmark. 

Men før prinsesse Marie gik op ad kirkegulvet i Møgeltønder Kirke og sagde ja til prins Joachim, skulle hun igennem sit livs sværeste valg.

Det fortæller hun i et stort interview med Børsen i forbindelse med sin 50-års fødselsdag.

To år inden, prinsesse Marie valgte at tage på kostskole, havde hendes mor forladt faderen i Frankrig og var selv flyttet til Schweiz.

»Jeg skulle vælge, hvem af mine forældre jeg skulle bo hos,« siger hun og fortsætter:

Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift 24. maj 2008.
Prins Joachim og prinsesse Marie blev gift 24. maj 2008. Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

»Jeg havde det rigtig godt med dem begge, men på det tidspunkt var det også hårdt. De boede i to forskellige lande, og der er jo næsten altid en, der er mere ked af det end den anden.«

Og det var dén beslutning, prinsesse Marie i dag beskriver som den sværeste i hendes liv.

For hun ville hverken gøre sin mor eller far ked af det.

Derfor valgte hun at tage på kostskole, fordi det var mere »neutralt«, forklarer hun.

Trods afsavnet til sine forældre, nød prinsesse Marie opholdet på kostskolen. Og hun kom da heller aldrig rigtig hjem til Frankrig igen.

Efter kostskolen flyttede hun først til Boston og sidenhen New York for at studere og arbejde.

Efterfølgende gik turen videre til Paris, Genevé og nu Washington, D.C., hvor hun siden 2023 har boet med hele familien, inden turen går hjem til Danmark igen i august næste år.