Det er efterhånden velkendt, at den norske prinsesse Märtha Louises mand, Durek Verrett, er stærkt tiltrukket af det okkulte og han er da også selverklæret shaman. 

Og selvom Märtha Louise også selv har fortalt om sin egen interesse for den alternative spirituelle verden, så åbner hun nu yderligere op om, hvordan spiritualiteten har fuldt hende siden barndommen. 

Til norsk Se & Hør fortæller hun om, hvordan hun som barn nemt kunne fornemme, når nogen havde ondt, havde det svært, var vred eller glad. 

Det var først, da hun startede i skole, at hun indså, at det slet ikke var alle, der havde det på den måde.

Märtha Louise fortæller videre, hvordan hun forsøgte at tilpasse sig og »være som alle de andre«, men at det var en svær øvelse, når man er særlig sensitiv.

Derfor kommer hun også med en bøn om, at der kan blive plads til at acceptere alle slags mennesker, uanset om de er sensitive eller ej.

Interviewet er lavet i forbindelse med premieren på det norske tv-program 'Alternative Norge', hvor en lang række alternative personer medvirker – herunder Märtha Louise og Durek Verrett.

I traileren til programmet kan man se Märtha Louise fortælle, at hun er synsk. Til norsk Se & Hør uddyber hun, hvad hun mener med det.

»Mange forbinder det at være synsk med at se ind i fremtiden, det gør jeg ikke. Men når jeg ser energier, kan jeg gå ind og se, hvad der holder dig tilbage i livet. Gå tilbage og se, hvornår et traume blev skabt, og så kan jeg opløse det,« fortæller hun.

Durek Verrett er også tilstede ved interviewet, og han beskriver endda Märtha Louise som »meget synsk«.

»Hun ser alting, før du selv gør det. Så man må bare være helt åben i det her forhold, for hun ser alt,« lyder det fra Verrett.