Glæden var stor hos den svenske befolkning, da prinsesse Madeleine og Chris O’Neill først på året valgte at skifte bopælen i New York ud med en adresse i Stockholm.

I maj kunne det svenske kongehus dog offentliggøre, at parret har valgt at flytte til London, fordi Chris O’Neill har fået nyt job.

I et interview med den svenske avis Expressen løfter Chris O’Neill nu sløret for, hvorfor familien ikke kan bo i Sverige.

»Madeleine og jeg har besluttet, at vi skal bo i London, for at jeg skal kunne håndtere mit arbejde. Jeg vil ikke komme hjem til et tomt hotelværelse hver aften. Jeg vil komme hjem til min familie og spise middag sammen med dem. Alt andet er ikke vigtigt. Det er mig, som sætter mad på bordet. Jeg må allerførst tænke på vores lille familie,« siger Chris O’Neill.

Læs også:

Chris O’Neill er investeringsmand og etablerede i 2013 sin egen virksomhed. Allerede i april flyttede han til London for at begynde sit nye job som administrerende direktør i virksomheden Wilton Payments Limited, som udarbejder betalingsløsninger for en række større virksomheder.

Prinsesse Madeleine er endnu ikke flyttet, da hun i juni måned fødte parrets andet barn i Stockholm.

Siden fødslen har Chris O’Neill pendlet mellem Stockholm og London op til fire gange om ugen, fordi hans nye arbejde kræver, at han opholder sig i London. En levemåde, der ikke holder i længden, vurderer han.

Parret ville dog absolut bo i Sverige, hvis det havde kunnet lade sig gøre i forhold til hans arbejde, understreger han.

Læs også:

Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill valgte ved årsskiftet at forlade deres bopæl i New York til fordel for en adresse i Stockholm.

Det var blot en tilfældighed, siger Chris O’Neill og tilføjer, at det aldrig var meningen, at parret skulle bosætte sig i Sverige. I stedet var planen fra begyndelsen, at parret skulle bosætte sig i London. Men da prinsesse Madeleine var gravid med parrets andet barn, valgte parret i stedet at opholde sig i Stockholm i den periode, forklarer han.

Chris O’Neill ved ikke, hvor længe parret kommer til at bo i London, men i hvert fald i et par år, skønner han.

»Det bliver mindst et par år fremover. Jeg ønsker naturligvis, at Madeleine og mine børn skal være Sverige så meget som muligt. Vi kommer til at tilbringe meget tid i Sverige, og Madeleine kommer til at være i Sverige til alle sine officielle forpligtelser. Det bliver en fin løsning for alle indblandede,« forsikrer han.

Læs også:

Da Chris O’Neill i 2013 giftede sig med prinsesse Madeleine, frabad han sig at blive prins af Sverige.

I interviewet med Expressen bliver han også spurgt, hvorfor store dele af den svenske befolkning opfatter ham som en bad boy, hvortil han svarer, at det tilsyneladende skyldes, at befolkningen ikke kender ham.

»Jeg kan godt fortryde, at jeg har været så privat fra begyndelsen. Jeg skulle have været mere åben, men samtidig har jeg ingen officiel rolle på samme måde som Madeleine. Det er ikke min rolle at forklare mig,« siger han og tilføjer, at han nok må vænne sig til at være en offentlig person.

Prinsesse Madeleine og Chris O’Neill befinder sig i øjeblikket på Sollidens slotsområde på Öland, hvor de i øjeblikket holder ferie med deres to børn, der tæller prinsesse Leonore på halvandet år og prins Nicolas, der blot er én måned gammel.

I efteråret venter Prins Nicolas dåb, hvorefter prinsesse Madeleine flytter til London med parrets to børn.