Den svenske prinsesse Madeleine og hendes mand, amerikaneren Chris O'Neil, har ofte været udsat for kritik i den svenske presse, men det er ikke altid fortjent, når hendes mand er blevet haglet ned.

Det påpeger den svenske prinsesse selv i et større interview med den svenske avis Expressen.

Avisen har besøgt den 34-årige svenske prinsesse i London, hvor hun til dagligt bor med sin mand og deres to børn - Leonore på to år og Nicolas, der bare er et år gammel.

Parret har boet i den engelske storby siden forået 2015, så Chris O'Niel kunne pleje sit job som administrerende direktør i virksomheden Wilton Payments Limited, som udarbejder betalingsløsninger for en række større virksomheder.

Prinsesse Madeleine og Chris O'Neil blev gift i sommeren 2013, og det har skabt debat, at Chris O'Neil dengang frabad sig titlen som prins af Sverige. Han er ofte blevet fremstillet som lidt af en 'bad boy' og har ikke haft det bedste ry i offentligheden. Gennem den seneste tid har rygterne også svirret om, hvordan alt langt fra er fryd og gammen mellem den svenske prinsesse og hendes husbond.

I interviewet med Expressen slår Madeleine dog fast, at alt er i den skønneste orden mellem de to, og at hun derfor har svært ved at forstå den megen kritik, der ofte har været af hendes mand. I det hele taget synes prinsesse Madeleine ofte, der bliver gået lidt for hårdt til hendes mand, og derfor vil hun også gerne rette billedet af, at han skulle være en slem 'bad boy'.

»Nogle gange synes jeg, at Chris får ufortjent meget kritik. Det er nogle meget kedelige artikler, der bliver skrevet. Jeg føler, at som par har vi det så godt, så det føles meget fremmet med overskrifter derhjemme om, at han er vred, og at han er ditten og datten,« siger prinsesse Madeleine til Expressen.

I et interview med samme avis tilbage i 2015 forklarede Chris O'Neil også selv, at grunden til, at den svenske befolkning ser ham som en slem fyr må være, fordi de ikke kender ham.

»Jeg kan godt fortryde, at jeg har været så privat fra begyndelsen. Jeg skulle have været mere åben, men samtidig har jeg ingen officiel rolle på samme måde som Madeleine. Det er ikke min rolle at forklare mig,« sagde han dengang til Expressen og tilføjede, at han måtte arbejde på at blive bedre til at være en offentlig person.

Modsat sin kone er Chris O'Neil ikke opvokset med pressen og det store mediepres, der følger med at være i offentlighedens søgelys som kongelig. Men selvom han ikke er vant til det fra barns ben, har han langsomt lært at tackle mængden af opmærksomhed, fortæller prinsesse Madeleine i sit store interview med den svenske avis.

Hun forklarer, at presset er langt mindre i London end i Sverige, for i den engelske storby kan parret faktisk godt være nogenlunde i fred, hvis bare de holder sig fra de allermest turistede områder. Alligevel er den helt klare plan dog, at parret på et tidspunkt vil flytte tilbage til Sverige, forklarer prinsesse Madeleine - tidspunktet er bare stadig uvist.

Den svenske prinsesse Madeleine er lillesøster til kronprinsesse Victoria, der står til at arve tronen efter sin far, svenske kong Gustaf.