Prinsesse Madeleine overrasker: Det lærte hun aldrig af sin mor


Prinsesse Madeleine har kastet sig ud i nyt liv som creme-sælger.
I den forbindelse er hun taget til Tyskland for at deltage i et stort beauty-event, og her overrasker hun under et interview med en tysk tv-station.
Den svenske prinsesse er som bekendt datter af en tyskfødt mor.
Hendes mor dronning Silvia er født i den tyske by Heidelberg og brugte en stor del af sin ungdom i det tyske, før hun under OL i München i 1972 mødte den svenske kronprins – den nuværende kong Carl Gustav – og flyttede til Sverige.

Nu har prinsesse Madeleine så været en tur i Tyskland i forbindelse med lanceringen af hendes nye livsstilsprodukt 'MinLen'.
Den tyske tv-station RTL har interviewet prinsessen under beauty-eventet Spa Awards i Königswinter, og her bliver prinsesse Madeleine spurgt, om hun taler tysk ligesom sin mor.
»Jeg kan forstå det, men jeg taler det ikke så godt. Men jeg forstår ret meget,« siger hun på tysk og slår så over på engelsk:
»Min mor talte aldrig rigtig tysk til os.«
Prinsesse Madeleine er gift med den britisk-amerikanske forretningsmand Chris O'Neill, som hun har tre børn med.
De boede i flere år i USA, men sidste år valgte de at flytte tilbage til Sverige.