Svenske medier tøver ikke med at kalde det et 'millionkup'.

Sidste efterår havde prinsesse Madeleine og hendes mand, Christopher O'Neill, indbrud i deres drømmevilla i Miami i Florida.

Den 700 kvadratmeter luksusbolig i det fashionable område Pinecrest med pool og palmer blev pludselig til et mareridt for det royale par. Oplevelsen satte sig så dybt i især prinsessen, at parret til sidst valgte at flytte.

Det var da heller ikke småting, gerningsmændene slap af sted med.

Ifølge politirapporten, som det svenske medie Svensk Dam har fået fingre i, fremgår det, at der blev stjålet mange meget dyre genstande til en værdi af flere millioner svenske kroner.

Christopher O'Neill har en stor samling luksuriøse ure, hvoraf flere er vintage-modeller købt hos forhandlere i New York. Flere af dem forsvandt under indbruddet.

Det drejer sig blandt andet om en Cartier-model til en værdi af omkring 190.000 svenske kroner og et Rolex Daytona 6263, som efter sigende skulle være O'Neills favoritter. En ekspert siger til Svensk Dam, at uret fra nyt koster omkring 900.000 svenske kroner. Det kan i dag da også kun købes på auktion eller via vintage-forhandlere.

Tyvene snuppede også mange dyre smykker.

Blandt andet flere armbånd af mærket Hermes, som i gennemsnit koster mellem 6.000 og 9.000 kroner. To armbånd fra Bottega Veneta, som kan koste helt op til 20.000 kroner, og et halssmykke fra Bottega Venta til en værdi af anslået 50.000 svenske kroner.

Listen af stjålne smykker er i det hele taget lang. Den rummer også et par øreringe, som Svensk Dam mener er identiske med det par, som prinsessen har fået i forlovelsesgave af sin svigermor.

Med så mange værdifulde ting kan det undre, at parret ikke havde gemt dem i et pengeskab, og det havde de skam også.

Gerningsmændene drog såmænd af sted med det ene pengeskab, mens et andet pengeskab blev beskadiget under indbruddet.