Royal krise: Svenske prinsesse Madeleine nægter at tale med sin brors kæreste, som er tidligere nøgenmodel

Tidligere på sommeren var det kong Carl Gustaf, 65, der var målet for pressefotografernes linser efter den mulige deltagelse i løsslupne sexfester i en kendt gangsters natklub, men nu har de svenske fotografer rettet opmærksomheden mod hans søn Carl Philip og hans nye kæreste.

Sofia Hellqvist – tidligere topløs model og Paradise Hotel-deltager – mødte Carl philip på natklubben V i Stockholm, og de har angiveligt været kærester ét års tid.

Vil ikke ses med Sofia

Mens forholdet til letpåklædte modeller tilsyneladende er standarden for mændene i det svenske kongehus, skal forholdet mellem Carl Philip og Sofia have udløst raseri hos Carl Philips lillesøster, prinsesse Madeleine.

Freelancefotograf Kristofer Sandberg kan fortælle om iskold luft mellem Madeleine og Sofia, da Carl Philip og Madeleines fætter, Patrick Sommerlath for nylig blev gift i Versailles.

- Sofia kom ud lige bag ved prinsesse Madeline og Victoria. Da Madeleine så, at der var fotografer til stede, øgede hun farten og gik hurtigt væk fra Sofia og op på siden af sin søster, siger Kristofer Sandberg til den norske avis VG.

- Madeleine tåler ikke Sofia Hellqvist og fra dag ét har hun gjort det klart, at hun ikke vil have nogen som helst kontakt med Carl Philips kæreste, skriver den svenske avis Expressen.

Madeleines modvilje mod Sofia har også andre årsager.

Brylluppet i Versailles var første gang Sofia Hellqvist fik lov til at vise sig offentligt med kongefamilien. Både Madeleines eks-kæreste Jonas Bergström og kronprinsesse Victorias mand Daniel måtte vente i hele fem år, før de fik lov at vise sig offentligt med kongefamilien.

Trodser dronning Silvias ordre


Ifølge VG var både Carl Gustaf og Dronning Silvia også skeptiske overfor forholdet, men Sofia Hellqvist har gjort så stort indtryk på kongeparret, at dronning Silvia inden turen til Versailles skal have givet Madeliene en lodret ordre:

- Du skal være sammen med hende, har dronning Silvia sagt – en ordre, Madeleine altså ikke vil rette sig efter.