Prinsesse Madeleine og hendes familie flytter fra London til Florida i USA, hvor prinsessens mand, Chris O'Neill, stammer fra. Det oplyser det svenske kongehus i en pressemeddelelse.

»De har boet der før, og Chris voksede desuden op i Florida. Det er et godt tidspunkt for familien at flytte nu, hvor børnene er i førskolealderen,« siger det svenske kongehus' informationschef, Margaretha Thorgren.

I pressemeddelelsen oplyser kongehuset, at prinsesse Madeleines familie har planer om at blive boende i Florida i længere tid. De flytter over Atlanten til efteråret.

»Prinsesse Madeleine kommer til at arbejde videre med World Childhood Foundation, og gennem flytningen kan hun fokusere mere på velgørenhedsarbejdet i USA,« skriver det svenske kongehus.

Prinsesse Madeleine af Sverige og hendes familie flytter til USA.
Prinsesse Madeleine af Sverige og hendes familie flytter til USA. Foto: Lena Ahlström/Kungahuset.se
Vis mere

Prinsesse Madeleine og hendes mand, Chris O'Neill, ejer fortsat et hjem i Sveriges hovedstad, Stockholm.

Den svenske prinsesse blev gift med amerikanske Chris O'Neill i 2013. Sammen har de børnene prinsesse Leonore (4), prins Nicolas (3) og prinsesse Adrienne, som blev født den 9. marts i år.