Prinsesse Madeleine afslører nyt tv-job
Hun står bag en ny tv-serie, der får premiere senere på året.

Hun står bag en ny tv-serie, der får premiere senere på året.

Den svenske prinsesse Madeleine går nu ind i tv-branchen.
Senere på året får en ny animeret børne-tv-serie, som hun har skabt, således premiere på den store streamingtjeneste SkyShowtime.
»Det er vidunderligt at se, hvordan historien nu kommer ud til at så mange børn,« som prinsesse Madeleine udtaler i en pressemeddelelse.
Og der er en dansk vinkel på nyheden også.
'Hidden Island' har således fået støtte fra den såkaldte Public Service-pulje hos Det Danske Filminstitut.
Samtidig er serien produceret af danske Oya Copenhagen.
Kort fortalt vil 'Hidden Island' handle om tre børn, der strander på en mystisk øgruppe, der hurtigt viser sig at være markant anderledes end resten af verden.
Der vil være i alt 20 afsnit på hver syv minutter.
Prinsesse Madeleine har skrevet tv-serien sammen med Karini Gustafson-Teixeira. Duoen har tidligere lavet en børnebog sammen også.
Ideen blev udviklet under coronapandemien.
»Vores mål var at skabe en animeret fortælling, der kunne vække en følelse af eventyr samtidig med, at den kunne give vigtig viden om bæredygtighed, overlevelse og omsorg for planeten,« lyder det fra prinsesse Madeleine.
Det er første gang, at streamingtjenesten SkyShowtime kaster sig over animationsgenren.