Evigt solskin, palmefyldte alléer og smukke strande. 

Det lyder idyllisk, men ikke desto mindre har prinsesse Madeleine sagt farvel til Florida, USA, hvor hun har boet de sidste mange år med sin mand og deres tre børn. I 2024 rykkede de tilbage til svenske skove og snedækkede pister.

Nu sætter prinsessen ord på årsagen til flytningen. Det skriver det tyske medie Gala.

»Det var tid til at komme hjem. Jeg savnede min familie og nære venner. Desuden følte jeg, at mine børn var ved at blive små amerikanere, « siger prinsesse Madeleine i et interview med Point de Vue ifølge Gala og fortsætter:

»Det var vigtigt for mig at bringe dem tilbage hertil (til Sverige) og give deres svenske arv videre til dem.«

Siden familiens tilbagevenden har prinsesse Madeleine, hendes mand Chris O'Neil og deres tre børn valgt at bosætte sig i Stockholm.

Siden da har tiden i Sverige budt på flere udendørs oplevelser, og Madeleine fortæller, at især sønnen Nicholas har været begejstret for at komme på pisterne igen.

Derudover bruger den svenske prinsesse flere eftermiddage om ugen i stalde, hvor hun deler interessen for ridning med sine to døtre Leonore og Adrienne.