Efter dronning Elizabeths død blev hertuginde Catherine Middleton til prinsesse af Wales.

Hun og hendes ægtemand, prins William, fik nemlig overrakt titlerne som prinsesse og prins af Wales, der traditionelt tilhører tronfølgeren, af hans far, den nyudråbte kong Charles.

Men kort efter at hertuginden med kælenavnet Kate blev til prinsesse, har hendes mest betroede medarbejder sagt op.

Det skriver Royal Central.

Prinsesse Catherine af Wales er også kendt som under kælenavnet Kate.
Prinsesse Catherine af Wales er også kendt som under kælenavnet Kate. Foto: POOL
Vis mere

Hannah Cockburn-Logie, der er blevet beskrevet som Catherines højre hånd, er nemlig trådt tilbage af personlige årsager.

Derfor leder Kensington Palace nu efter en erstatning for privatsekretæren.

Angiveligt udfylder den assisterende privatsekretær Natalie Barrows midlertidigt rollen som prinsesse Kates privatsekretær.

Hannah Cockburn-Logie har været privatsekretær for prinsesse Kate siden juni 2020, og har blandt andet haft ansvaret for at administrere prinsessens kalender og været medarrangør af hendes og prins Williams officielle rejse til Caribien i marts.

Ikke mindst har privatsekretæren, med mere end 20 års erfaring fra det offentlige, været en vigtig rådgiver og stået ved prinsesse Kates side gennem turbulente tider, såsom under beskyldningerne fra prins Harry og hertuginde Meghan af Sussex.

Alle arbejdende medlemmer af den kongelige familie har en privatsekretær tilknyttet. En privatsekretær fungerer som den royales højre hånd og er en nær rådgiver, der ledsager personen på officielle besøg og royale arrangementer.