»For snart fire år siden fandt jeg ud af, at ens ord kan blive overhørt, når man mindst venter det. I dag er jeg ikke i tvivl om, at mikrofonen er tændt.«

Sådan lød det, da prinsesse Isabella fredag holdt sin første officielle tale i forbindelse med sin 18 års fødselsdagsfejring.

Prinsessen henviste til det virale øjeblik fra 2022, hvor prinsesse Isabella sagde ordene »er du helt væk« til sin mor, dronning Mary.

Og fredagens joke faldt i god jord – både hos de fremmødte på rådhuset i Aarhus, hvor prinsesse Isabella holdt sin tale - og hos B.T.s underholdningsredaktør, Fie West.

»Prinsesse Isabella udviser et kæmpe overskud ved at starte sin allerførste officielle tale med en joke.«

»Hun taler ind i noget, som mange danskere husker og har trukket på smilebåndet af, og det er ekstremt charmerende, at hun udviser selvironi,« siger Fie West.

Fie West roser prinsesse Isabellas tale.
Fie West roser prinsesse Isabellas tale. Bax Lindhardt

Samtidig roser Fie West prinsesse Isabellas tale, hvor hun takkede for dagens fejring og understregede sit tætte bånd til Aarhus.

»Nu har vi ikke set prinsesse Isabella holde en officiel tale før, men jeg synes, hun er en bemærkelsesværdig stærk taler og leverer den med overskud og ro,« lyder det fra B.T.s underholdningsredaktør.

Prinsesse Isabella fylder 18 år 21. april, og i den forbindelse markerer Kongehuset dagen med to fejringer.

Udover fredagens fejring i Aarhus, skal prinsessen også fejres i næste uge.

Tirsdag skal prinsessen fejres endnu en gang med et stort show på Det Kongelige Teater i København, hvor 1.000 unge danskere er blevet inviteret med via lodtræning.

Showet sendes live på DR, så alle danskere kan følge med hjemme fra stuerne.