Hun stjal danskernes hjerter, da hun som knap fireårig lavede spilopper ved sine tvillingesøskendes barnedåb.

Lørdag stjal prinsesse Isabella rampelyset igen ved prins Christians konfirmation – både med sin smarte stil og sin skarpe attitude. Og det begejstrer eksperter.

»Hun er en god kontrast til prins Christian, og derfor passer de supergodt sammen, for de fremtræder meget forskelligt. Og det er derfor, vi godt kan lide dem begge to,« vurderer kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

14-årige prinsesse Isabella så knivskarp ud – næsten som en voksen kvinde, da hun sammen med sine forældre og søskende ankom til prins Christians konfirmation.

Prinsesse Isabella stod knivskarpt ved prins Christians konfimation. Mens hendes tøj var meget voksent, så gav hårspænderne også stilen et piget look. »Det er måske noget af det mest pigede, man kan have på, og det signalerer, at det er en ung pige, vi har med at gøre her,« siger Cecilie Ingdal, der er moderedaktør på Elle. 
Prinsesse Isabella stod knivskarpt ved prins Christians konfimation. Mens hendes tøj var meget voksent, så gav hårspænderne også stilen et piget look. »Det er måske noget af det mest pigede, man kan have på, og det signalerer, at det er en ung pige, vi har med at gøre her,« siger Cecilie Ingdal, der er moderedaktør på Elle.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

Iført et hvidt 'oversized' jakkesæt fra Inwear, sko med halvhøje hæle og en let makeup var det en mere voksen prinsesse end tidligere, der mødte omverdenen.

Og da hun med sin skarpe attitude også svarede Kronprinsessen igen med et 'Er du helt væk?', da der gik koks i kommunikationen omkring opstilling til et billede, har hun efterfølgende taget danskerne med storm. Igen.

»Prins Christian er den meget formelle og korrekte og pæne og ordentlige, mens prinsesse Isabella er den, der altid lavede spilopper, da hun var mindre, og lavede alt andet end det, der egentlig var meningen. Og nu, hvor hun er blevet ældre, så er hun stadig anderledes end prins Christian på den måde, hun fremtræder på,« siger Lars Hovbakke Sørensen, der mener, at Isabellas kommentar til Mary viser en menneskelig side af Kongehuset:

»Det er jo det, vi så godt kan lide ved vores kongehus. Og det er det, der gør Kronprinsparret så populært. I det her tilfælde var det så ikke meningen, at vi skulle have set det,« siger han.

Mange husker nok stadig, hvordan den femårige prins Christian havde sit hyr med at holde styr på sin meget livlige halvandet år yngre lillesøster, da prins Vincent og prinsesse Josephine skulle døbes i 2011.
Mange husker nok stadig, hvordan den femårige prins Christian havde sit hyr med at holde styr på sin meget livlige halvandet år yngre lillesøster, da prins Vincent og prinsesse Josephine skulle døbes i 2011. Foto: Nils Meilvang
Vis mere

Også prinsessens smarte tøjstil er der blevet lagt mærke til. Chefredaktøren på modebladet Elle, Cecilie Ingdal, betegner prinsessens stil som 'voksen':

»At have et suit på trækker jo tråde helt tilbage til Coco Chanels tid, hvor hun gjorde kvinderne fri af korsetterne og gav os herretøj på. Det er et 'oversized suit'. Det er noget af det mest moderne lige nu. Men det er også meget voksent, det der med at have et suit på,« siger hun.

»Hun signalerer, at nu er hun ved at være klar til, at næste gang, så er det hende, der træder ind i de voksnes rækker,« tilføjer hun med henvisning til, at det er Isabellas tur til at blive konfirmeret næste gang, der er kongelig konfirmation.

Hvis prinsesse Isabella fortsætter med at fokusere på mode, så kan hun på sigt gøre meget for dansk mode, mener Ingdal:

Intet var modemæssigt overladt til tilfældighederne, da prins Christian skulle konfirmeres. »Det var Danmarks mest velstylede familie, vi så træde frem der. Der var ingen tvivl om, at alt var koordineret ned til mindste detalje,« vurderer Elles chefredaktør, Cecilie Ingdal. 
Intet var modemæssigt overladt til tilfældighederne, da prins Christian skulle konfirmeres. »Det var Danmarks mest velstylede familie, vi så træde frem der. Der var ingen tvivl om, at alt var koordineret ned til mindste detalje,« vurderer Elles chefredaktør, Cecilie Ingdal.  Foto: Bax Lindhardt
Vis mere

»Hendes mor har gjort rigtig meget for dansk design og har altid været nærmest ulasteligt klædt. Isabella er jo 'next in line'. Og det er første gang, vi ser hende træde ud som en ung kvinde. Hvis hun vil, så tror jeg, at hun kan blive et lige så stort modeikon for danskerne, som hendes mor har været igennem mange år,« siger hun.

Ifølge brandingekspert Peter Horn fra Peter Horn & Co vil det ikke være skidt for Kongehuset, hvis prinsesse Isabella kan tilføre lidt nyt til brandingværdien.

»Generelt har Kongehuset brug for en rebranding, så befolkning, erhvervsliv og politikere kan se kerneværdien, både som et nationalt samlingspunkt og som en fremadrettet stærk af branding af de danske og skandinaviske kvaliteter i blandt andet bæredygtighed, forskning, design og livsstil,« udtaler han til B.T.

Der har altid været godt gang i prinsesse Isabella. Her klatrer hun rundt på kongeskibet 'Dannebrog'.
Der har altid været godt gang i prinsesse Isabella. Her klatrer hun rundt på kongeskibet 'Dannebrog'. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Han mener dog, at det er for tidligt at vurdere prinsesse Isabellas brandmæssige værdi grundet hendes unge alder:

»Hun skal derfor have tid til at finde sig selv – så det danske kongehus undgår den udvikling, der blandt andet er set i England, hvor prins Harry har undsagt 'The Firm'. Det vil fornuftige forældre som Kronprinsen og Kronprinsessen sikkert finde en god løsning på, blandt andet ved at vægte det uddannelsesmæssige højt,« siger han.

Han tilføjer dog, at prinsesse Isabella kan blive et stærkt symbol for unge kvinder, hvis hun vælger at gå karrierevejen.

Prins Vincent, prinsesse Isabella og prins Christian ses her ankomme til prins Christians konfirmation.
Prins Vincent, prinsesse Isabella og prins Christian ses her ankomme til prins Christians konfirmation. Foto: Keld Navntoft
Vis mere

Hverken Cecilie Ingdal eller Peter Horn tør sætte beløb på, hvor stor værdi det har for danske designere, når en kongelig som prinsesse Isabella ses i deres tøj.

»Naturligvis har det effekt, men den er næppe større, end når tv-værter søger at klæde sig moderigtigt,« lyder et skøn fra Peter Horn.

Hos Inwear, der står bag Isabellas jakkesæt, er man meget begejstret for prinsessens valg:

»Det glæder os meget, og det viser, at Inwear er det tidløse design, som vi arbejder efter, at det skal være. Og så skaber det en indre stolthed på brandet og i virksomheden,« siger direktør for Inwear Jens Oben og tilføjer, at virksomheden tidligere har oplevet øget efterspørgsel på tøj, som kronprinsesse Mary er blevet set i.

Prinsesse Isabella bliver her drillet af prins Henrik, som det virkede til, at hun havde et særligt bånd til.
Prinsesse Isabella bliver her drillet af prins Henrik, som det virkede til, at hun havde et særligt bånd til. Foto: Henning Bagger
Vis mere