Første gang stylist Sam McKnight og prinsesse Diana mødte hinanden, var på et photoshoot.

Resultatet endte på flere måder med at blive ikonisk.

Dels fordi det forsidebillede til Vogue, der kom ud af photoshootet, stadig den dag i dag bliver hyldet vidt omkring.

Dels fordi prinsesse Diana den dag overraskede både stylisten og resten af verden.

Sam McKnight.
Sam McKnight. Foto: ISABEL INFANTES
Vis mere

I et interview med britiske Vogue fortæller den i dag 65-årige stylist om sin første møde med prinsessen af Wales.

Det var i 1990. Han skulle stå for at style hendes hår. Han vidste bare ikke, det var hende, han var hyret ind til at style.

»Denne langbenede blondine kommer valsende op ad trapperne, smilte og fik os alle til at smelte. Og så var det prinsessen af Wales,« fortæller han om episoden.

Sam McKnight fortæller så, at han satte hendes hår, så det i samspil med diademet kom til at se meget kort ud.

Prinsessen kunne tilsyneladende godt lide hans arbejde, for efterfølgende spurgte hun ham til råds. Hvordan ville han style hendes hår, hvis han fik frie tøjler?

»Jeg svarede: 'Jeg ville klippe det hele af og starte forfra'.«

»Det var i starten af 90erne, og på det tidspunkt stod jeg for mange show og forsidebilleder, og alle kvinderne havde kort hår,« fortæller han.

Og det var så her, prinsessen overraskede.

Prinsesse Diana med langt hår.
Prinsesse Diana med langt hår. Foto: HANDOUT
Vis mere

»Hun sagde: 'Nuvel, hvorfor klipper du det så ikke bare af?'«

»Så klippede jeg det af, og vi så os aldrig tilbage.«

Herefter blev prinsesse Diana og Sam McKnight et fast makkerpar. Frem til hendes alt for tidlige død som 36-årig i 1997 arbejdede han som hendes stylist, og hun nåede sågar at møde hans mor.

Sidste år gik eventyret om prinsessen op i en højere enhed.

Prinsessens korte hår endte med at blive ikonisk.
Prinsessens korte hår endte med at blive ikonisk. Foto: JOEL ROBINE
Vis mere

Her stod Sam McKnight for at style Emma Corrin, der spiller prinsesse Diana i 'The Crown', da hun skulle på forsiden af Vogue.

»Fra den ene prinsesse Diana til den anden …«

»Jeg husker den dag tydeligt. Det var mit første job efter første lockdown, og jeg kan huske, jeg var i tvivl om, hvorvidt jeg nu var den rette til opgaven.«

»Men det var en fornøjelse, for Emma var en fornøjelse, og jeg var ret overrasket over, hvor meget Emma lignede Diana. Hun var en skøn kvinde, så enhver tvivl blev gjort til skamme,« fortæller stylisten om opgaven.