Det har gået verden rundt og skabt splid i den kongelige familie.
Men fast står det, at dronning Margrethe ved årsskiftet fratager prinse- og prinsessetitlen fra prins Joachims fire børn.
I stedet må de royale børn nøjes med deres højadelige titler som grever og komtesse af Monpezat. Men faktisk risikerer prinsesse Athena også at miste den titel, bemærker Billed-Bladet.
For prins Joachims yngste barn er som pige dårligere stillet end sine tre ældre brødre.

Komtessetitlen bortfalder nemlig, hvis man gifter sig. Det gør grevetitlen derimod ikke.
For grevetitlen nedarves gennem manden og kan videreføres af mandlige efterkommere, mens en komtesse er en greves ugifte datter og en titel, der kun kan føres – og altså ikke videreføres.
En grevinde er derimod en greves hustru.
Derfor vil prins Joachims svigerdøtre altså kunne blive grevinder, mens prinsesse Athena vil stå uden titler, hvis hun gifter sig.

Det var tilbage i april 2008, at dronning Margrethe tildelte sine to sønner, kronprins Frederik og prins Joachim, titler som grever af Monpezat.
Samtidig blev kronprinsesse Mary grevinde af Monpezat, og det samme blev prinsesse Marie, da hun måneden efter blev gift med prins Joachim.
Som reglerne foreskriver, så fik parrenes børn som efterkommere også titler med i samme ombæring.
Dermed er prins Joachims sønner Nikolai, Felix og Henrik samt kronprins Frederiks søn Christian grever af Monpezat, mens prins Joachims datter Athena og kronprins Frederiks døtre Isabella og Josephine er komtesser af Monpezat.