Det er angiveligt Harrys faster, prinsesse Anne, som er den unavngivne kilde, der kommenterede Archies hudfarve.

Det mener i hvert fald den britiske forfatter og tv-personlighed lady Colin Campbell at vide.

»Jeg ved, hvem det er, og har vidst det i et stykke tid,« siger hun i et 18 minutter langt YouTube-klip.

I klippet afslører hun prinsesse Anne som ophavskvinde til kommentaren, der fik Harry og Meghan til at fortælle Oprah Winfrey om racisme i det engelske kongehus.

Prinsesse Anne og prins Harry i samtale ved et bryllup i 2019. Inden nogen talte om racismebeskyldninger i kongehuset  Foto Frank Augstein / POOL / AFP)
Prinsesse Anne og prins Harry i samtale ved et bryllup i 2019. Inden nogen talte om racismebeskyldninger i kongehuset  Foto Frank Augstein / POOL / AFP) Foto: FRANK AUGSTEIN
Vis mere

Lady Colin Campbell, der selv i sin tid giftede sig til en adelig titel, ved mere end de fleste om den royale familie og har skrevet otte bøger om det britiske kongehus, blandt andet bøgerne 'Meghan and Harry: The Real Story' fra 2020 og 'The Real Diana' fra 2005'. Men hun er ikke meget bedre end Harry og Meghan, når det gælder kildeangivelse.

Som hun siger i klippet, har hun sin viden fra en 'meget aristokratisk ven, der tilfældigvis er journalist', men som arbejder på en avis, der er 'pro Meghan', forklarer hun og fortsætter dermed trenden med at fortælle rygter. En trend, Harry og Meghan startede under Oprah-interviewet i begyndelsen af marts.

Ifølge Harry og Meghan havde et unavngivet medlem af kongehuset, før fødslen af deres søn Archie, ytret bekymring for, at sønnen skulle fødes med en mørk hudfarve.

»I månederne, hvor jeg var gravid, havde vi samtalen om, at han ikke kunne få titlen (prins, red.), og der blev også delt bekymringer om, hvor mørk hans hud måtte være, når han blev født,« sagde Meghan Markle til Oprah Winfrey.

Harry og Meghan har endegyldigt vinket farvel til det engelske kongehus.
Harry og Meghan har endegyldigt vinket farvel til det engelske kongehus. Foto: DANIEL LEAL-OLIVAS/AFP
Vis mere

Ifølge Lady Colin Campbell var det prinsesse Anne, som Meghan Markle havde den samtale med. Men hun siger også, at der er tale om en 'misforståelse'. Hvilket tre af hinanden uafhængige kilder, som godt nok også er unavngivne, har bekræftet over for hende. Det skriver News.com.

Ifølge lady Campbell har prinsesse Anne aldrig været bekymret for Archies hudfarve, men derimod var hun meget bekymret for Meghans manglende evne til at forstå og acceptere den virkelighed, hun blev en del af, da hun giftede sig med prins Harry.

»Prinsesse Anne havde fra første øjeblik gennemskuet Meghan. Hun så på forholdet med stigende bekymring, for jo mere hun vidste, jo mere hun så, og jo flere rapporter hun fik om Meghan, jo mere forstod hun, at der bag den charmerende overflade gemte sig en manipulator,« siger lady Colin Campbell.

Hun forklarer, at Anne stillede spørgsmål til sin nevøs forhold til Meghan og betvivlede hendes 'opførsel og karakter', hvilket Harry udlagde, som om hans faster var bekymret på grund af Meghans race.

»Harry løb til Meghan med indvendingerne, og Meghan vendte dem og fik det til at handle om hudfarve. Vi har med folk at gøre, der er meget opmærksomme på at finde konflikter, hvor der uomtvisteligt ingen er,« slutter hun.

Kongefamilien har tidligere udtalt, at de vil håndtere beskyldningerne i Harry og Meghans interview med Oprah Winfrey. I en udtalelse kort efter interviewet skrev dronningen blandt andet:

»De rejste emner, særligt det om race, er bekymrende. Selvom der vil kunne være forskellige erindringer om hændelsen, tages den meget alvorligt og bliver adresseret privat af familien.«