Det kom som en overraskelse, da først prins Nikolai og siden prins Felix efter kort tid i militæret valgte at stoppe igen.

Nu fortæller de to prinser i et stort interview med Billed-Bladet, hvordan de tog beslutningen om at stoppe, og hvad deres forældre tænkte i situationen.

Ifølge både prins Nikolai og prins Felix var de første uger i militæret en spændende og lærerig oplevelse.

Især for prins Nikolai var det lettere at falde ind i rutinerne med at sove mange sammen på sale efter hans uddannelse på Herlufsholm.

Men selvom oplevelsen var interessant, var det ikke nok til at fastholde de to prinser.

I interviewet fortæller prins Nikolai, at han erkendte, han ikke var det rigtige sted i sit liv, og at der var andet, han gerne ville prøve.

Prins Felix fortæller, at det bestemt ikke var en nem beslutning – slet ikke når hele Danmark skulle følge med i den og have en holdning.

I tiden hvor beslutningen skulle tages, fortæller prinserne, at deres far, prins Joachim, prøvede at overtale dem til at blive i militæret.

»Han brænder for det, og det er en af hans helt store passioner, så jeg tror inderligt, at han ønskede, at det var noget, vi ville fortsætte med. Jeg husker, at han motiverede da i hvert fald mig til lige at give det det sidste skud og prøve lidt mere. Til sidst tror jeg dog, at han forstod mig. Han var ikke imod beslutningen, han skulle bare lige forstå det,« fortæller prins Nikolai.

Også lillebror prins Felix mødte en prins Joachim, der forsøgte at overtale sønnen til at fortsætte i militæret.

»Selvfølgelig prøvede han at få mig til at blive ved at motivere mig selv, men da havde jeg nok allerede taget valget,« lyder det fra prins Felix.

I stedet valgte prins Nikolai en uddannelse på CBS og en deltidskarriere som model, mens prins Felix lige nu er hos Mærsk, hvor han er i praktik.

Prins Felix har også prøvet kræfter med modelarbejdet som sin storebror, men han er bestemt ikke sikker på, at det er noget, han vil gøre til en levevej.