Han er en af de mest diskrete skikkelser i det britiske kongehus.

Men nu bliver døren til prins Edwards fortid åbnet.

For bag paladsets mure gemte prins Edward på et forhold, som offentligheden ikke måtte kende til.

Nu fortæller den britiske musicalstjerne Ruthie Henshall i sin nye bog ‘The Showgirl and the Prince’ om romancen med den ellers diskrete prins – og deler slibrige detaljer.

Det skriver Daily Mail og Se & Hør, som har læst bogen.

Musicalstjernen og prinsen mødte hinanden i 1988, men forholdet blev holdt langt fra blitzlys og overskrifter.

Ingen måtte vide noget, fortæller hun.

Men over en femårig periode mødtes de jævnligt til diskrete gåture i slotshaven, middage på Buckingham Palace og ikke mindst overnatninger i prinsens private lejlighed. 

Og hun kom helt tæt på.

Prins Edwards undertøj var således mærket med ‘HRH Edward’, så personalet vidste, hvem tøjet tilhørte, fortæller hun.

Forholdet til prins Edward blev med tiden mere alvorligt, men da hun skulle møde dronning Elizabeth, gik det galt.

Hun havde fået klar besked på at neje og tiltale dronningen korrekt, men i stedet gav hun hende et fast håndtryk – og glemte alt om at gå ned i knæ.

En pinlig situation, mindes hun. Dronningen lod sig dog ikke gå på.

Ifølge musicalstjernen var prinsen bevidst om det ansvar, der fulgte med at være søn til Englands dronning, og han opførte sig da også altid varmt og yderst høfligt.

Da parret udvekslede deres første kys under en picnic ved Frogmore, spurgte prinsen først, om han måtte kysse hende.

Senere fulgte kærestebreve, blomster og små beskeder på Buckingham Palaces brevpapir.

For at holde forholdet hemmeligt underskrev prins Edward ifølge Ruthie Henshall ofte brevene med tre kys i stedet for sit navn.

Ruthie Henshall var smerteligt bevidst om, at hun næppe ville blive betragtet som et oplagt medlem af den kongelige familie.

Forholdet sluttede flere år, før prins Edward i 1999 giftede sig med Sophie Rhys-Jones, der i dag er hertuginde af Edinburgh.

Ruthie Henshalls bog ‘The Showgirl and the Prince’ udkommer 16. juli.