Lyt til artiklen

Lady Susan Hussey har gjort sig voldsomt uheldigt bemærket, efter en reception afholdt af dronning Camilla på Buckingham Palace, hvor velgørenheds organisationen Sistah Space deltog tirsdag.

Så uheldigt bemærket, at hun i dag har sagt sit job op som hofdame.

Ifølge britiske medier, heriblandt BBC og Daily Mail, nægtede den nu tidligere hofdame og gudmor til prins William at tro på, at en talsmand fra organisationen var af britisk afstamning. Lady Susan Hussey skulle ifølge Daily Mail have spurgt: »hvilken del af Afrika er du fra?«.

Mediet skriver videre, at den forurettede kvinde var så chokeret, at hun i første omgang ikke informerede dronning Camilla om episoden.

»Vi tager denne hændelse meget seriøst og har omgående undersøgt det for at få alle detaljer frem. I dette tilfælde er der kommet uacceptable og yderst beklagelige kommentarer. Vi har rakt ud til Ngozi Fulani (direktør for Sistah Space, red) om sagen og inviterer hende til at diskutere alle aspekter af hendes oplevelse, såfremt hun ønsker,« siger en talsmand fra Buckingham Palads.

Nyheden har også nået til prins William, der ovenpå sin gudmors opførsel er dybt skuffet over hændelsen.

»Jeg var der ikke selv, men racisme høre ingen steder hjemme i vores samfund. Kommentarerne var uacceptable, og det er med rette at den personen har sagt op med øjeblikkelig virkning,« udtaler en talsperson fra Kensington Palace, skriver Sky News.

Det er ikke første gang det britiske kongehus havner i en uheldig episode med racisme.

Prins Harry og hertuginde Meghan delte deres oplevelse med kongehuset i et opsigtsvækkende interview med Oprah Winfrey sidste år, hvor kongehuset var bekymrede for sønnen Archies hudfarve.