Pludselig stod han der og takkede for deres fælles indsats.

Prins William overraskede onsdag med et – ifølge CNN – uanmeldt besøg til Polen, hvor han blandt andet mødte britiske og polske soldater udstationeret nær grænsen til krigsramte Ukraine.

Først besøgte den 40-årige kronprins af Storbritannien en militærbase i byen Rzeszów i det sydøstlige Polen, hvor han blev vist rundt af Polens forsvarsminister, Mariusz Blaszczak.

Han så et udvalg af kamptroppernes militærudstyr og takkede de britiske og polske soldater for deres indsats og samarbejde.

Prins William med Polens forsvarsminister Mariusz Blaszczak.
Prins William med Polens forsvarsminister Mariusz Blaszczak. Foto: POOL
Vis mere

Ifølge CNN lød det i en officiel udtalelse fra kronprinsen:

»Vores nationer har stærke bånd. Gennem vores samarbejde i kampen for det ukrainske folks frihed – som også er vores frihed – styrkes disse bånd yderligere,«

Han fortsatte:

»Jeg er her, fordi jeg personligt vil takke de polske og britiske tropper, der arbejder i et tæt og afgørende partnerskab. Jeg vil også gerne hylde det polske folks inspirerende menneskelighed. I har åbnet jeres hjerter lige så meget som jeres hjem.«

Prins William hilser på polske soldater.
Prins William hilser på polske soldater. Foto: POOL
Vis mere

Prins William er nu taget videre til Polens hovedstad, Warszawa, hvor han blandt andet skal besøge et flygtningecentre for at tale med frivillige og ukrainske flygtninge.

Torsdag vil han derudover lægge en krans ved et monument for faldne, ukendte soldater, og herefter skal han mødes med Polens præsident, Andrzej Duda.

Til sidst vil kronprinsen slutte sit besøg med at mødes og tale med unge ukrainere, der i dag forsøger at starte et nyt liv op i Polen.

Herunder kan du høre seneste afsnit af B.T.s podcast 'Det vi taler om':