Det lignede ellers rammerne om en romantisk ferie, da prins William og hans kone, hertuginde Kate, steg om bord på det kongelige tog søndag.

Parret startede i weekenden en tur rundt i England, Skotland og Wales, skriver People Magazine. En tur, der ikke lægger op til ægteskabelig intimitet.

Den foregik nemlig om bord på det royale tog, hvor sovevognen for de kongelige er indrettet med enkeltmandssenge til ham og hende.

Så parret måtte altså klare sig tre dage uden at ligge i hinandens arme, men kunne i stedet nyde de andre luksuriøse tilbud, toget byder på.

Dronning Elizabeth tager imod parret, der er hjemvendt fra deres tur rundt i England, Skotland og Wales.
Dronning Elizabeth tager imod parret, der er hjemvendt fra deres tur rundt i England, Skotland og Wales. POOL

I alt har det kongelige tog ni forskellige vogne med eksempelvis et langt spisebord med plads til 12 siddende, en vogn med kontor og en vogn med et køkken.

Det var dronning Victoria, der levede frem til 1901, som fik toget lavet. Hun fik det sågar malet med en maling, der var med 23 karat guld.

Senere er toget dog gjort mere mondænt at se på.

Togturen, som parret tog på, varede tre dage. Prins William og hertuginde Kate besøgte både engelske, men også skotske og walisiske byer.

De tre dage, hvor de rejst, tilbagelagde de mere end 2.000 kilometer.

Det royale par måtte finde sig i at være mål for kritik, da nogle mente, de ikke burde have krydset grænsen til hverken Skotland eller Wales.

De overholdt dog alle regler, da man godt må tage over grænserne, hvis det gælder arbejde.

Tirsdag aften var de hjemme igen og blev modtaget af dronningen ved Windsor Castle. Her skulle de sammen med prins Williams far, prins Charles, overvære en julegudstjeneste.

Det var første gang, man kunne se den kongelige familie samlet, siden coronavirussen for alvor brød ud i marts.

Et møde, der blev klaret med tydelig afstand mellem de fremmødte.

Prins Philip var ikke med til arrangementet. Dronningens ægtemand, der fylder 100 år om et halvt år, trådte tilbage fra sine royale forpligtigelser i august 2017, skriver Daily Mail.