Hun er 93 år. Han er 98 år.
Dermed er den britiske prins Williams bedsteforældre - dronning Elizabeth og prins Philip - nogle af dem, der er ekstra udsatte i forbindelse med coronaudbruddet. Og det bekymrer ham.
Det fortæller han i et interview - over en internetforbindelse fra sit hjem - med BBC.
»Jeg tænker helt klart meget over mine bedsteforældre, som har den alder, de har,« forklarer han og fortsætter:
»Vi gør alt, hvad vi kan, for at sikre os, at de er isolerede og beskyttede mod det her.«
Den britiske kongefamilie har allerede haft coronavirussen tæt inde på livet. I slutningen af marts meddelte hoffet, at prins Williams far - prins Charles på 71 år - var blevet konstateret smittet.
Han fik 'milde symptomer', men derudover havde han det godt, lød det.
Til BBC fortæller prins William, at han i begyndelsen var bekymret, efter hans far blev testet positiv:
»Jeg må indrømme, at jeg var ret bekymret, for han passer med sin alder på profilen af dem, der er i særlig risiko, så jeg var lidt nervøs,« forklarer han og fortsætter:
»Men min far har haft mange lungebetændelser og forkølelser og den slags over årene, så jeg tænkte også, at hvis der var nogen, der ville kunne klare den, så ville det være ham.«
Fem dage efter, det blev meldt ud, at prins Charles var konstateret smittet, oplyste hans talsmand, at prinsen nu var kommet sig og var ved godt helbred.
Prins William opholder sig i øjeblikket hjemme sammen med sin hustru, hertuginde Kate, og deres tre børn - seksårige prins George, fireårige prinsesse Charlotte og snart toårige prins Louis.