Prins William udtaler sig nu om Israel-Palæstina-konflikten.

Det er ganske usædvanligt, at kongelige udtaler sig om politiske sager, herunder ikke mindst krig, men nu har den britiske prins udsendt en officiel udtalelse, skriver Sky News.

Det gør han, efter det er blevet offentliggjort, at han skal deltage i en række engagementer for at sætte fokus på dem, der er berørte af den betændte konflikt.

I udtalelsen siger prins William, at »for mange er blevet dræbt« i krigen mellem Israel og Hamas, og han beder derfor om, at blodsudgydelserne må stoppe »så hurtigt som muligt«.

»Jeg er fortsat dybt bekymret over de frygtelige menneskelige omkostninger ved konflikten i Mellemøsten siden Hamas-terrorangrebet den 7. oktober,« lyder det fra prins William.

»Jeg, som så mange andre, ønsker at se en ende på kampene så hurtigt som muligt. Der er et desperat behov for øget humanitær støtte til Gaza. Det er afgørende, at der kommer hjælp ind, og at gidslerne bliver løsladt.«

I de kommende dage skal prins William blandt andet på besøg hos britiske velgørenhedsorganisationer, der yder humanitær støtte i konflikten.

Derudover skal den britiske prins også på besøg i en synagoge for at anerkende den stigende antisemitisme i verden.

I oktober udtalte prins William sig også ganske overraskende - dog noget mere kortfattet - om krigen mellem Israel og Hamas.

Her lød det, at han og hans hustru, prinsesse Kate, var dybt berørte af de ulykkelige begivenheder, der udfoldede sig i regionen.

Hør seneste afsnit af B.T.s royale podcast 'Kongehuset bag kulissen' herunder.