Dronning Margrethes halvfætter prins Waldemar af Schaumburg-Lippe, der døde tirsdag, blev født som prins, men måtte arbejde for føden. I mange år var han fast gæst til de kongelige fester – indtil en skilsmisseballade ændrede hans liv.

De sidste 11 år af hans liv bød dog på fantastiske oplevelser, fortæller hans datter.

Det begyndte ellers så fint for den lille prins, der blev født 19. december 1940 på det tyske slot Klein Gleinecke tæt ved Berlin af sin danske mor, prinsesse Feodora, der var niece til Christian X.

Som femårig kom han til Danmark, hvor han efterfølgende boede i fem år hos arveprins Knud og arveprinsesse Caroline-Mathilde.

Her blev han overvældet over sin første jul i Danmark, hvor hans gudmor, dronning Alexandrine, tog ham med i Magasin du Nord:

»Vi gik ind i legetøjsafdelingen, og hun sagde: 'Waldemar. Nu kan du vælge, lige hvad du vil.' Og jeg havde aldrig set noget så fantastisk før. Jeg valgte en bil, der blev mit kæreste eje mange år frem,« fortalte prins Waldemar i 2015 til Her & Nu.

Efter fem år i Danmark drog prinsen tilbage til Tyskland, hvor han fik sig en bankuddannelse.

Men i 1977 giftede han sig med den kongelige hoffotograf Anne-Lise Johansen og vendte tilbage til Danmark. Sammen fik de datteren Eleonore-Christine.

Prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippe havde et nært forhold til sin far. På billedet ses hun sammen med sin far efter at have bestået sin sidste eksamen som Multimedie-designer på Teknisk Skole.
Prinsesse Eleonore-Christine af Schaumburg-Lippe havde et nært forhold til sin far. På billedet ses hun sammen med sin far efter at have bestået sin sidste eksamen som Multimedie-designer på Teknisk Skole. Foto: Jørgen Jessen
Vis mere

Tidligere redaktør på B.T. Bjørn Westergaard husker, hvordan medierne fik interesse for det nye prinsepar.

»Det var overraskende, at han sad bag kassen i en bank. Han var lidt den fortabte søn, der aldrig havde en krone – men som blomstrede op og blev spændende,« fortæller han.

1991 skulle vise sig at blive dramatisk. Efter 13 års ægteskab havde Anne-Lise Johansen fået nok af sin mand og fundet sig en ny i form af den kendte erhvervsmand Kim Weiss.

I forbindelse med skilsmissen anklagede Anne-Lise Johansen prins Waldemar for at true sig med en pistol, hvilket prinsen dog nægtede. Han blev efterfølgende idømt syv dages betinget fængsel for ulovlig våbenbesiddelse .

Og bedre blev det ikke, da Anne-Lise Johansen fortalte medierne, at manglende sex var årsagen til det forliste forhold.

»Vi har intet seksuelt haft i 10 år,«  sagde hun.

Men prins Waldemar tog til genmæle.

Prins Waldemar af Schaumburg-Lippe besøger barndomshjemmet, slottet Nachod i Tjekkiet, den 20. december 2001.
Prins Waldemar af Schaumburg-Lippe besøger barndomshjemmet, slottet Nachod i Tjekkiet, den 20. december 2001. Foto: UNGER JAN
Vis mere

»Hun fik sex til jul,« svarede han i B.T.

»Det var et stort drama på grund af forholdet til den kongelige familie. Det var jo en rigtig royal skandale,« fortæller Bjørn Westergaard.

Som følge af balladen blev prinsen ikke længere inviteret med til de kongelige fester.

Også økonomisk fik den bankuddannede prins Waldemar problemer. Han fik tildelt en lejlighed på Østerbro, hvor han boede sammen med sin 15-årige datter. Han fik også bistand, men kunne ikke betale sine regninger, så fogeden slukkede til sidst for både el og gas.

Prinsen fik dog hjælp fra uventet kant, da en flok christianitter forbarmede sig over ham og lavede en indsamling, der ifølge Ekstra Bladet blandt andet endte med mindst 13 kroner, en bakke fedt med fedtegrever, 10 store rugbrød, en pose salt, 24 hånddyppede stearinlys og en fyldt gasflaske.

Prinsen blev glad for sin gave og endte senere med at komme på fode igen. Han levede efterfølgende et mere tilbagetrukket liv og nåede både at gifte sig og blive skilt yderligere to gange.

Anne-Lise Schaumburg-Lippe blev prinsesse, da hun giftede sig med prins Waldemar. Men hun var også hoffotograf.
Anne-Lise Schaumburg-Lippe blev prinsesse, da hun giftede sig med prins Waldemar. Men hun var også hoffotograf. Foto: Mini Wolf
Vis mere

I 2008 havnede han dog i spotlyset igen, da han fandt sit livs fjerde og sidste kærlighed i den 16 år yngre østrigske dyrlæge og jurist Gertraud-Antonia Wagner-Schoeppl.

Hans nye papsøn 'Mario-Max', der er både jurist og skuespiller, blev kendt for at date den østrigske kvinde Natascha Kampusch, som blev kidnappet og indespærret som barn. Desuden var der problemer i 2009, hvor prins Waldemar var uenig med sin tyske slægtning fyrst Alexander af Schaumburg-Lippe om retten til, at hans nye kone og stedsøn brugte titlerne af prins og prinsesse.

Ifølge prins Waldemars datter Eleonore-Christine Schaumburg-Lippe var de sidste 11 år af hendes fars liv fyldt med rejser og fantastiske oplevelser. Sammen med sin nye kone rejste han verden rundt og var blandt andet på kinesisk tv og til middagsselskaber med flere kendte skuespillere i Hollywood.  Eleonore-Christine Schaumburg-Lippe var selv med på flere af rejserne, som hun betegner som 'helt fantastiske skønne oplevelser for livet'.

Desuden kunne prins Waldemar glæde sig over, at han inden sin død nåede at få genetableret en skriftlig kontakt til sin halvkusine dronning Margrethe.

Prins Waldemar sov stille ind tirsdag 11. august i USA.