Ved sin og sin tvillingebrors konfirmation lørdag afslørede prinsesse Josephine, at hun stopper på Spir Efterskole.
»Det har været en utrolig og er stadig en virkelig fed oplevelse. Jeg har lært masser af nye ting og mange folk at kende. Jeg synes, jeg har udviklet mig rigtig meget på den tid,« fortalte den 15-årige prinsesse til B.T.
Skal De fortsætte næste år?
»Nej, jeg skal starte på Ingrid Jespersens folkeskole i niende,« afslørede prinsesse Josephine derefter.
I mellemtiden har prins Vincent savnet sin søster, mens hun brugte sidste år i ottende klasse på efterskolen i Vejle.
»Starten har jo været lidt kedelig, lidt nederen for mig, fordi jeg jo så næsten er den eneste i huset, nu når min storebror er i militæret, og Isabella er på gymnasium,« fortalte prinsen og tilføjede:

»Så jeg er rigtig glad for, at hun (prinsesse Josephine, red.) kommer tilbage her, så vi kan følges sammen næsten hver dag til skole. Jeg glæder mig bare rigtig meget til at have hende tilbage i huset.«
De kongelige tvillinger gav i forbindelse med deres konfirmation lørdag dette deres første selvstændige interview.
Her brugte prins Vincent ikke mindst ordet 'nederen' om tiden uden sin tvillingesøster, og det springer i øjnene på B.T.s underholdningsredaktør Fie West.
»Det blev der fniset lidt af, men det viser jo også, at der er tale om to 15-årige, der bruger det samme sprog som andre unge,« lyder det fra Fie West.
Ingrid Jespersens skole, som prinsesse Josephine efter sommeren skal starte på, ligger på Østerbro i København, og her har prinsesse Isabella også gået.
Du kan læse mere om de særlige detaljer, som B.T.s underholdningsredaktør bemærkede i interviewet, HER.