Dagen før Prins Philips' død talte hans ældste søn, Prins Charles, med sin far.

Nu afslører den britiske tronarving, hvad der blev sagt i den helt private samtale. Ligesom han afslører, at Prins Philip til det allersidste bevarede sin underfundige, engelske humor.

I et dokumentarprogram, som BBC onsdag bringer, fortæller medlemmer af den engelske kongefamilie, hvordan de hver især husker Prins Philip. Det skriver The Sun.

For eksempel fortæller Prins Charles, at han den 8. april i år ringede til sin far for at tale med ham om, hvordan man skulle fejre faderens 100 års fødselsdag i den 10. juni i år.

Prins Charles efterfulgt af prins William og prins Andrew, ved deres far og farfars, prins Philips, begravelse. Foto Leon Neal/Pool via REUTERS
Prins Charles efterfulgt af prins William og prins Andrew, ved deres far og farfars, prins Philips, begravelse. Foto Leon Neal/Pool via REUTERS Foto: POOL
Vis mere

Som Charles husker samtalen, var hans ord til sin 99-årige far følgende:

»Vi taler om din fødselsdag. Og om, hvorvidt der skal være en reception,« fortæller han i programmet.

Hvortil prins Philip tørt skulle have svaret:

»Jooo, men det kræver nok, at jeg er i live, ikke’?«

Ifølge Prins Charles svarede han:

»Det vidste jeg, at du ville sige …«

Ingen kan vide, om Prins Philip havde en forudanelse, men faktum er, han døde dagen efter den 9. april 2021 – to måneder og én dag før han kunne være fyldt 100 år.

I BBC-programmet deler også prins Edward, prins Andrew og prinsesse Anne ud af deres minder om deres far.

Mens Charles’ hustru, hertuginden af Cornwall, beklager sin svigerfars død med følgende ord:

»Det føltes som afslutningen på en æra. De er en meget svær generation at leve op til, men jeg er meget stolt af og glad for at have kendt ham.«

Som Charles siger: »Vi var heldige at have ham i næsten 100 år.«