Efter 28 dage er den engelske prins Philip tirsdag blevet udskrevet fra hospitalet.

Det skriver flere engelske medier.

Den 99-årige prins, der også har titlen hertug af Edinburgh, har været igennem en operation for hjerteproblemer, hvilket forløb efter planen ifølge officielle udmeldinger.

Han blev indlagt 16. februar, efter at han havde tilkendegivet over for sin egen læge, at han havde det skidt. I første omgang ville det britiske kongehus ikke fortælle, hvad der var galt – det blev kun fastslået, at det intet havde med en coronasmitte at gøre.

Prins Philip blev oprindeligt indlagt på King Edward VII-hospitalet, men blev to uger senere overført til St. Bartholomew-hospitalet.

Det var her, at han 3. marts blev opereret, inden han igen vendte tilbage til King Edward VII-hospitalet i de sidste dage af sin indlæggelse.

Selvom han tidligere har haft hjerteproblemer, er de fire uger som patient i denne omgang den længste periode, han nogensinde har været indlagt.

Prinsen blev tirsdag hentet ved hospitalet af en royal chauffør, men det var ikke muligt at se, hvordan han kom ud til bilen på grund af en afskærmning, der var sat op.

Prins Philip fylder 100 år til juni. Han har i 73 år været gift med dronning Elizabeth.