Prins overrasker med nyt job: 'Han stillede sig selv til rådighed'


I al hemmelighed påbegyndte den svenske prins Carl Philip, der er reserveofficer med majorgrad, i midten af maj et nyt job.
Nu afslører det svenske kongehus, at 41-årige Carl Philip har fået arbejde i forsvarets hovedkvarter.
Der arbejder han i den operative kommandocentral som leder og koordinerer de operative opgaver og indsatser for samtlige kampstyrker.
Fra kommandocentralen leder og koordinerer man også den indsats, der udføres i forbindelse med coronapandemien i det svenske samfund.
Kongehuset oplyser, at det er prinsen selv, der har ønsket at blive en del af holdet.
»Arbejdet sker på prinsens initiativ,« lyder det i en udtalelse, som fortsætter:
»Prinsen stillede sig til rådighed for forsvaret efter et besøg hos indsatsholdet, som prinsen, på kongens vegne, gennemførte tidligere på foråret.«
Den svenske prins følger dermed i fodsporene på sin hustru, prinsesse Sofia, der allerede i sidste måned stillede sig til rådighed for at hjælpe til under coronakrisen.
Hun tog et tre dage langt medicinsk lynkursus og kunne bagefter hjælpe til som en del af sundhedspersonalet på Sophiahemmet Hospital, hvor hun sidder som æresmedlem af bestyrelsen.
Hun kan dermed hjælpe til med at udføre ikke-medicinske opgaver og aflaste det faste personale, så de får mere tid til at pleje de coronasyge patienter.
Prins Carl Philip og prinsesse Sofia blev gift i juni 2015.
Sammen har de to børn, sønnerne Alexander og Gabriel på henholdsvis fire og to år.