Da prins Nikolai for nylig fejrede sin 19-års fødselsdag, var det uden royal festmiddag og familien omkring sig. Prinsen lå nemlig i bivuak ude i skoven og fik feltrationer at spise som en del af en øvelse på sin uddannelse på Hærens Sergentskole i Varde.

»Han var på den første øvelse, hvor de lærer at klare sig ude i skoven selv. De får stillet deres bivuak op, sover i sovepose, spiser feltrationer og generelt lærer at være en enhed ude i skoven, og så foregår der en masse uddannelse ved siden af hele døgnet rundt,« fortæller prins Nikolais chef, major Henrik Frick Kirkegaard, der er kursuschef for de grundlæggende officersuddannelser på sergentskolen i Varde.

Øvelsen varede fra mandag morgen, over tirsdag, hvor prins Nikolai havde fødselsdag, og videre til sidst på dagen onsdag, hvor delingen igen vendte hjem til skolen i Varde.

Trods øvelsen i skoven blev prins Nikolai fejret, forsikrer majoren.

Hærens Sergentskole i Varde uddanner kommende ledere og mellemledere til hæren. Vis mere

»Jeg var ude for at hilse på ham om morgenen, og det viste sig, at det var hans fødselsdag. Han var i vældigt humør, og de andre sang fødselsdagssang for ham ude i skoven. De har et godt socialt sammenhold i delingen, så de har det godt,« forklarer Henrik Frick Kirkegaard.

Se og Hør har tidligere beskrevet, hvordan grevinde Alexandra forgæves havde forsøgt at kontakte prins Nikolai på hans fødselsdag, og det viser sig altså, at det var grundet øvelsen, at prins Nikolai ikke var til at komme i kontakt med.

»Hvis de har en god grund, har de mobiltelefonen med, men som udgangspunkt har vi fokus på det, vi laver i skoven, og så er vi ikke på Facebook eller bruger telefoner,« siger Henrik Frick Kirkegaard.

Han understreger, at prins Nikolai ikke selv har ytret specifikt ønske om at få sin telefon med på turen.

Prins Nicolai bliver introduceret til Hærens Sergentskole i Varde. Vis mere

»Hvis han havde haft et ønske om det, havde det ikke været et problem at få telefonen med, men han vil rigtig gerne være på lige fod med de andre, og det er han i den grad, så der har slet ikke været nogen forespørgsel,« forklarer majoren, der dog ikke specifikt ved, hvorvidt prins Nikolai faktisk havde telefonen på sig eller ej.

Prins Nikolais øvelse sluttede onsdag, hvorefter delingen vendte tilbage til skolen i Varde for at rengøre udstyr.

»De kom ind sidst på eftermiddagen onsdag, og så vedligeholder de deres udstyr om aftenen, men der har man også mulighed for at gå over på stuen og kontrollere mobilen, hvis man vil,« fortæller Henrik Frick Kirkegaard.

For grevinde Alexandra var det dog en noget speciel oplevelse ikke at være i kontakt med sin ældste søn på hans fødselsdag. De to har dog været genforenet så sent som i weekenden.

Grevinde Alexandra og prins Nikolai var sammen til Ecco Walkathon søndag. Vis mere

»Prins Nikolai var på øvelse og kunne ikke komme i kontakt med sin mor, og det havde hun ikke prøvet før, så det var da lidt specielt. Men hun kender omstændighederne, og han har været hjemme her i weekenden, så de har set hinanden siden,« siger grevinde Alexandras privatsekretær, Helle von Løvgreen, til B.T.

Prins Nikolai påbegyndte sin løjtnantbasisuddannelse på Hærens Sergentskole i Varde i starten af august. Der er i alt 35 elever i Nikolais deling, og Henrik Frick Kirkegaard har tidligere udtalt til B.T., at prins Nikolai ikke har ønsket nogen særbehandling og desuden sover på 12-mands stuer som alle de andre.

Der er langt fra de sædvanlige fester på slottet til den hverdag, prins Nikolai nu skal vænne sig til på sergentskolen i Varde. Vis mere