Regentparret stillede i dag op til den traditionelle fotografering på Gråsten Slot. Kongelige børn og børnebørn, fætre og kusiner mødes engang om året - ligesom på dronning Ingrids tid.

Kronprins Frederik kom med fuldskæg og prins Joachim i afslappede espadrillos

Men ellers var alt ved det gamle, da den kongelige familie i dag stillede op på sommerslottet i Gråsten.

Her yndede dronning Ingrid i sin tid at samle børn og børnebørn i sommerferien, og den tradition har dronning Margrethe og hendes søstre ført videre.

Kronprinsparret havde deres børn, prins Christian og Isabella med på Gråsten Slot. Isabella i flagrende, lang nederdel i moderne libertystoffer og lige så flagrende blonde lokker. Christian ishorts og med en stolt farmor, Dronning Margrethe, i hånden.

Kronprinsparret har i år holdt ferie i Tisvildeleje i Nordsjælland og i jagthytten i Trend i Nordjylland.

Prins Joachim og prinsesse Marie kom med lille prins Henrik, mens prins Felix og prins Nikolai er med deres mor, grevinde Alexandra, på sommerferie.

Tidligere på sommeren var de en tur på regentparrets slot, Caïx, nær Cahors i Sydfrankrig.

Royal tour de Jylland

Dronningen og prinsgemalen bor på Gråsten Slot, mens de i øjeblikket er på en royal tur gennem Sønderjylland.

I går besøgte regentparret Tønder, og i morgen aflægger parret officielt besøg i Ribe i anledning af domkirkebyens 1300-års jubilæum.

Besøg fra Berleburg

På Gråsten Slot er også dronningens søster, prinsesse Benedikte og to af hendes i alt tre børn. Den yngste prinsesse Nathalie fødte i lørdags en søn i Tyskland, hvor hun bor med sin mand, Alexander Johannsmann.

Men både prins Gustav, hans kæreste Carina, prinsesse Alexandra, grev Jefferson og deres to børn, Ingrid og Richard, er i år med på Gråsten Slot.

Derimod er dronningens søster, eksdronning Anne-Marie, og hendes græske mand, ekskong Konstantin, samt parrets børn og børnebørn ikke med i Gråsten..

Den græske familie, der til dagligt bor i London og USA, holder bryllup om få uger i Grækenland, hvor prins Nikolaos gifter sig med sin kæreste gennem mange år, Tatiana Blatnik.

Men selv om regentparret lige nu må undvære den græske del af familien, er der ikke tvivl om, at den øvrige kongelige familie hygger sig på Gråsten Slot og mindes dronning Ingrid, som døde for snart ti år siden.

Dronning Margrethe har ved tidligere lejligheder fortalt om de gode sommerferier på slottet.

I slotshaven ligger der således stadig en lille bygning, Prinsessernes Legehus, hvor de tre prinsesser, Margrethe, Benedikte og Anne-Marie legede i deres barndom.