Prins Joachim vil gerne flytte hjem til Danmark igen.

Det slog den amerikanskboende danske prins fast fredag morgen – og han bør være mere end velkommen hos det danske kongehus, vurderer en ekspert.

»Hvis han har tænkt sig at komme tilbage, så tror jeg mange vil synes, at der er god brug for ham herhjemme,« siger kongehusekspert og historiker Lars Hovbakke Sørensen.

Prins Joachim har tidligere gjort det klart, at det ikke var hans eget ønske, da han og familien for fem år tilbage for første gang blev udstationeret i udlandet.

»Man har jo klogeligt sørget for at holde en balance i, hvor mange kongelige, der var. Men nu tror jeg, det vil være oplagt at få prins Joachim hjem at spille en rolle herhjemme igen,« lyder det fra kongehuseksperten.

(ARKIV) Prins Joachim, da Hærens Officersskole fejrer 300 års jubilæum i København, den 26. august 2013.
(ARKIV) Prins Joachim, da Hærens Officersskole fejrer 300 års jubilæum i København, den 26. august 2013. Mads Nissen/Ritzau Scanpix

I tre år arbejdede prins Joachim som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris efter en højt rangeret etårig militæruddannelse, før han i september 2023 blev opgraderet til forsvarsindustriattaché på ambassaden i amerikanske Washington, D.C.

Begge steder har prins Joachim fået sin apanage på omtrent 4 millioner kroner om året i stedet for løn.

Men nu – med omtrent et år tilbage af sin kontrakt, som dog kan forlænges – slår prins Joachim fast, at han gerne vil hjem til Danmark igen.

»Vi har et ønske om at komme hjem. Men vi udelukker heller ikke, hvis vi ikke kan lade være med at blive i udlandet. Nu må vi se. Foreløbig på vores radar, når posten her stopper, så vender vi hjem,« sagde prins Joachim fredag morgen i et interview med TV 2.

Statsbesøg af Belgiens Kong Philippe og Dronning Mathilde. Statsbanket på Christiansborg tirsdag aften d. 28. marts 2017, her Prinsesse Marie og Prins Joachim. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017)
Statsbesøg af Belgiens Kong Philippe og Dronning Mathilde. Statsbanket på Christiansborg tirsdag aften d. 28. marts 2017, her Prinsesse Marie og Prins Joachim. (Foto: Henning Bagger/Scanpix 2017) Henning Bagger/Ritzau Scanpix

Og ifølge Lars Hovbakke Sørensen bør der altså være åbne arme i det danske kongehus klar til at hente kongens lillebror hjem til landet igen.

»Prins Joachim har gjort et stort arbejde for Danmark i først Frankrig og siden USA, og det har været det, der har været brug for på det tidspunkt grundet den skærpede sikkerhedspolitiske situation med krigen i Ukraine,« forklarer Lars Hovbakke Sørensen.

»Men i den nye generation af kongelige med Kronprinsen vil mange af dem have brug for ikke at have for mange officielle pligter, fordi de skal uddanne sig og leve et ungdomsliv i de næste par år,« lyder det fra eksperten.

»Derfor vil det være kærkomment og naturligt, hvis prins Joachim kommer tilbage, for der vil være masser af arbejdsopgaver til ham,« vurderer han.

Fuldtidskongelig – eller tilbage i militæret?
Ikke mindst har prins Joachim – ligesom sin hustru prinsesse Marie – fortsat sine egne protektioner her i landet, som nok gerne vil se mere til deres protektor.

Men med tronskiftet er der også bare blevet mere at se til i det danske kongehus.

»Der er også nok at gøre for Kongeparret, for de har fået meget mere travlt end dengang, de var Kronprinspar. De har fået en masse ekstra opgaver – eksempelvis sommertogterne med Dannebrog eller Kongens statsrådsmøder,« lyder det fra Lars Hovbakke Sørensen.

Kong Frederik og dronning Mary blev hædret som det nye Kongepar på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med tronskiftet 14. januar 2024. Nu har de fremlagt deres første – og 'bemærkelsesværdige' – årsregnskab.
Kong Frederik og dronning Mary blev hædret som det nye Kongepar på Christiansborg Slotsplads i forbindelse med tronskiftet 14. januar 2024. Nu har de fremlagt deres første – og 'bemærkelsesværdige' – årsregnskab. Bo Amstrup/Ritzau Scanpix

Kongehuseksperten er dog alligevel ikke sikker på, om der er nok opgaver til, at prins Joachim kan komme tilbage at være fuldtidskongelig.

»Der er nok at lave på den kongelige front, men om der er helt nok kommer an på hvilke forskellige typer opgaver, man påtænker at give prins Joachim.«

For selvom den 55-årige danske prins »helt bestemt ikke« kommer til at sidde i kassen i Netto eller have et andet ordinært job, så kunne hans potentielle fremtidige forpligtelser i Danmark også fortsætte i det militære diplomati snarere end på de bonede gulve hos kongehuset.

»Det er ikke utænkeligt, at han kommer til at spille en rolle i militæret på grund af sine særlige funktioner og kompetencer,« siger Lars Hovbakke Sørensen til sidst.

»Men det er svært at sige, om man vil bruge ham til det også, eller om det kun skal være kongelige opgaver.«