Prins Joachim sætter nu de første ord på sit jobskifte, der rykker ham og familien til USA.

Det gør han over for TV 2.

»Min familie og jeg ser frem til vores kommende tilværelse i Washington. Det har været et privilegium at være udsendt for Danmark for at fremme danske interesser i Frankrig.«

»Nu retter vi fokus mod Amerika, hvor jeg skal bidrage til Danmarks transatlantiske samarbejde på det forsvarsindustrielle område,« udtaler H.K.H. Prins Joachim til TV 2.

Det har længe været kendt, at prins Joachim ville forlade Paris, når hans kontrakt som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris endte.

I november kunne B.T. afsløre, at prins Joachim havde scoret et nyt job, og at det var i USA.

Det blev således bekræftet i dag, fredag. Han skal være forsvarsindustriattaché og stedfortrædende forsvarsattaché på den danske ambassade i Washington, D.C.

»Jeg er stolt over, at jeg fortsat får mulighed for at repræsentere Danmark internationalt på sikkerheds- og forsvarsområdet. Det transatlantiske samarbejde er et højt prioriteret område, og jeg er beæret over, at man har fundet mig kvalificeret til opgaven,« siger prins Joachim i en udtalelse gennem Forsvarsministeriet.

Det noteres også, at prinsen fortsat vil »varetage visse opgaver for Kongehuset i det omfang arbejdet som forsvarsindustriattaché tillader det«.

Hvorvidt, prins Joachim kan tage sin apanage med til USA, skal forhandles i Folketinget.

Statsministeriet har meddelt, at forhandlingsprocessen forventes at starte inden for den kommende uge:

»Statsministeren forventer derfor i den kommende uge at fremsætte et beslutningsforslag for Folketinget om samtykke til Prins Joachims modtagelse af årpenge, så længe Prinsen bestrider stillingen som forsvarsindustriattaché på Danmarks Ambassade i Washington, D.C.,« lyder det.