I december var der trist nyt for prins Joachim.
Motorsportsløbet Copenhagen Historic Grand Prix, som han i mange år var protektor for – og ofte har kunnet ses bag rattet til – lukkede nemlig efter 30 år.

Men nu er prins Joachim altså alligevel mere end klar til at vende tilbage på racerbanen.
For han og hans racerhold Cortina Racing er netop blevet opkøbt af det store motorsportsteam Selected Car Racing.
Det nye »royale islæt«, melder motorsportsholdet selv ud i en pressemeddelelse, hvor man også kan se prins Joachim skrive under på kontrakten sammen med sine to Cortina Racing-makkere.
»Da der åbnede sig en mulighed for at indlemme Cortina Racing i vores team, blev vi hurtigt enige om en aftale, fordi de tre kørere kommer med præcis den blanding af passion og tårnhøje ambitioner, som kendetegner vores team,« udtaler teamchef Henrik Lundgaard.

Videre i pressemeddelelsen lyder det, at selvom Cortina Racing nu bliver opløst i Selected Car Racing, så fortsætter de med at køre i prins Joachims klassiske Ford Lotus Cortina og i 65-klassen for historisk motorsport.
Prins Joachim var selv med til at stifte Cortina Racing tilbage i 2002, og gennem tiden har racerholdet opnået en stærk og professionel placering i dansk motorsport med flere mesterskaber bag sig.
Det vides endnu ikke, hvilke løb de tre makkere prins Joachim, Oscar Davidsen Siesbye og Martin Berner skal køre.
Dog forventes de alle tre at debutere for det nye hold til Classic Race i Viborg til maj 2026.

Da prins Joachim fortsat er forsvarsindustriattaché på den danske ambassade i Washington, D.C. indtil 2027, bemærkes det dog videre, at hans deltagelse »vil afhænge af hans arbejdsmæssige forpligtelser i Washington«.
»Vi ser Selected Car Racing som et super ambitiøst team, som vi meget gerne være en del af,« lyder det i pressemeddelelsen fra prins Joachims mangeårige ven Oscar Davidsen Siesbye.
»Vi kommer til at bidrage med den dedikation og det humør, som altid har kendetegnet Cortina Racing,« siger han videre.
Der er da også bred opbakning blandt eksperter og royalister til, at prins Joachim skal vende hjem og bruge mere tid i Danmark – for »han kan noget, de andre kongelige ikke kan«. Læs mere om det HER.
