Efter sommeren rejste prins Joachim til Frankrig for at tage del i en hård fransk militæruddannelse, men inden afgang havde han også travlt i det danske.

Prinsen har nemlig været i gang med at lave en dokumentarisk tv-serie, som handler om Danmark og historien, og han indrømmer nu, at han med en vis nervøsitet ser frem til premieren i aften.

'Lad mig slå fast med det samme: Jeg har nerver på i dag. For i aften er der premiere på tv-programmet 'Prins Joachim fortæller…', hvor jeg fortæller og formidler danmarkshistorie i den bedste sendetid,' skriver den kongelige tv-skaber på det danske kongehus' Instagram.

Sammen med opslaget er der lagt en lille serie af billeder, som viser prins Joachim, der er på tur rundt i Danmark – netop for at vise danskerne forskellige aspekter af det danske land og historien.

Man kan både se prins Joachim omgivet af skolebørn, i færd med at hænge et dannebrogsflag op og i et portræt, hvor solens stråler falder på hans ansigt.

Han skriver ligeledes, hvad tilblivelsen af denne dokumentarserie har medført af oplevelser:

'Det seneste år har jeg været en del af holdet og redaktionen bag en programserie om vores fælles historie. Det har været noget af en rejse: fra Bornholm til Esbjerg; Nordjylland til Lolland – og udenlands. Jeg har været til konfirmationsforberedelse i Grenå, besøgt en landmandsfamilie på Lolland, med grænsepolitiet på arbejde i Københavns Lufthavn og besøgt Tallinn i Estland, hvor myten om vores flag, Dannebrog, opstod.'

Derudover står der åbent i opslaget, at han håber, at folk vil se med, når programmet sendes.

'Altsammen for at beskrive tro, demokrati, skole, grænser, lov og symboler, og hvordan dette gennem historien er blevet en del af os. Første afsnit kan ses i aften på DR K ‪klokken 20.45‬. Jeg håber, I vil se med. Venlig hilsen Prins Joachim.'

For nylig talte B.T. med prins Joachims gode ven Anna von Lowzow, som har været med til at lave dokumentaren. Hun har været med til at producere den, og hun fortæller, at prins Joachim er en meget vidende mand.

Serien hedder 'Prins Joachim fortæller ...', og der kommer til at være flere afsnit, hvor prinsen og tv-holdet dykker ned i et nyt emne.

Det første afsnit vil blive vist på DR K, og det hedder 'Prins Joachim fortæller om tro'.