Prins Joachim og familien flytter fra Frankrig.

For den danske prins forlader til sommer sit job som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris, fortæller han til Billed-Bladet.

»Det er et fantastisk job, men altså, det stopper her til sommer, det gør det,« lyder det fra prins Joachim.

Han melder dog ikke noget ud om, hvor han, prinsesse Marie og deres børn, prins Henrik og prinsesse Athena, foruden hunden Cerise, flytter hen, når de til sommer er færdige i Frankrig.

Sådan så det ud, da prins Joachim startede som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris 17. september 2020.
Sådan så det ud, da prins Joachim startede som forsvarsattaché på den danske ambassade i Paris 17. september 2020. Foto: Kongehuset
Vis mere

Men klart står det altså, at prins Joachims job som forsvarsattaché, der var indrammet til tre år med mulighed for forlængelse, ikke er blevet forlænget.

Det vides dog ikke, om det har været efter hans eget ønske eller ej.

Med en særordning har prins Joachim været lønnet for jobbet gennem sin apanage.

Prinsesse Marie arbejder ligeledes på den danske ambassade i Paris, hvor hun er kulturrepræsentant. Hun stopper ligeledes, når familien forlader Frankrig til sommer.

Prins Joachim og Prinsesse Marie fejrede kobberbryllup den 24. november 2020.
Prins Joachim og Prinsesse Marie fejrede kobberbryllup den 24. november 2020. Foto: Prinsesse Athena / Kongehuset
Vis mere

I 2019 meddelte Kongehuset, at prins Joachim og prinsesse Marie skulle flytte med børnene prins Henrik og prinsesse Athena til Frankrig, for at prins Joachim kunne tage en militæruddannelse ved Ecole Militaire i Paris.

Siden har den kongelige familie boet i den franske hovedstad, hvor prins Joachim efterfølgende blev ansat som forsvarsattaché ved den danske ambassade i Paris.

I begyndelsen troede alle, at det var prins Joachims egen beslutning at flytte til Frankrig, indtil i sommeren 2020, hvor prinsesse Marie sagde, at de ikke selv havde valgt det.

»Det er ikke altid os, der bestemmer. Jeg synes, det er vigtigt at vide,« lød det dengang fra prinsesse Marie til Se og Hør.

Og nu forlader den royale familie altså Frankrig igen.