Der er en 'afgrundsdyb forskel' på at være nummer et og nummer to, når man er født ind i tronfølgen.

Det fik prins Joachim at føle allerede som barn, og det er en skæbne, der har fulgt ham resten af livet. Fredag fylder prins Joachim 55 år.

»Det var ret brutalt,« siger Berlingskes kongehuskommentator Jakob Steen Olsen i B.Ts. royale podcast 'Kongehuset bag kulissen', der i denne uge handler om fødselaren, prins Joachim.

»Men meget karakteristisk for prins Joachim, så greb han det med en selvfølgelighed,« siger han om den situation, hvor prinsen som kun niårig fik sin skæbne udstukket.

Prins Joachim med sin storebror i 2010.
Prins Joachim med sin storebror i 2010. Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

»Han tog det alvorligt. Og påtog sig den skæbne uden at kny,« lyder det fra Jakob Steen Olsen.

Kongehuskommentator Thomas Larsen kalder situationen for 'illustrativ og kendetegnende' for de roller, som prins Joachim og kong Frederik siden har fået:

»Og så synes jeg også, at der er et element af sådan noget hjerteskærende over det,« siger Thomas Larsen og tilføjer:

»Vi taler altså også om en lille dreng, der slet ikke får lov til at tænke over sin tilværelse. Og slet ikke får lov at forme den.«

Den lille prins Joachim, der kigger op på sin skæbne.
Den lille prins Joachim, der kigger op på sin skæbne. Willy Lund/Nf-Nf/Ritzau Scanpix

I podcasten kommer de to eksperter også ind på den store forskel på de to kongelige brødres personlighed:

»Han (prins Joachim. red.) er næsten den mest kongelige af dem allesammen,« siger Jakob Steen Olsen og fortæller, at prins Joachim er særlig ‘rank i ryggen, veltalende og velopdragen'.

»Til forskel fra kong Frederik, hvor man nogen gange godt kan have det sådan, at hvis man ikke lige vidste, at han var konge, så kunne det godt være svært at se, at det var kongen, der gik der,« lyder det fra Jakob Steen Olsen.

Hør mere om, hvad det var for en situation, der satte så stort et præg på prins Joachims liv, og hvor store forskelle der er på de to brødre i 'Kongehuset bag kulissen'.

Lyt i Spotify, på Apple Podcast eller ved at trykke play herunder.

Kongehuset bag kulissen

Han var bare ni år, da han arvede et slot, og som knap 19 årig kunne han have slået både sig selv og sin bror, kronprins Frederik ihjel, da han kørte galt i en bil i Frankrig.  Prins Joachims liv har taget flere drejninger. Han har har skaffet sig af med sit slot, hans børn har mistet deres kongelige titler, og han er selv blevet både gift, skilt og gift igen.   Han har forladt Danmark, fået et job og i en periode haft et noget anstrengt forhold til sin bror og mor.  Men hvor står prins Joachim egentlig nu? Hvad laver prinsen i USA? Og kan han og prinsesse Marie komme tilbage? Og hvor forskellig er prins Joachim fra sin bror, Kong Frederik? Det ser vi nærmere på i denne uges udgave af ‘Kongehuset bag kulissen’, der handler om prins Joachim, der fylder 55 år fredag.  Vært: Silla Bakalus, B.T.s kongehusreporter   Gæst: Jakob Steen Olsen, kongehuskommentator hos Berlingske Gæst: Thomas Larsen, kongehusekspert Programansvarlig:Laura Hellensberg Abildgaard Vil du have flere royale nyheder, så tilmeld dig nyhedsbrevet ‘Kongehuset bag kulissen’ fra Silla Bakalus, så får du hver uge de vigtigste royale nyheder. 

I B.T.s podcast 'Kongehuset bag kulissen' sætter B.T.s kongehusreporter Silla Bakalus sammen med eksperter hver uge fokus på ugens vigtigste royale historie.