Ganske snart er prins Joachim aktuel i en dokumentar, der ikke bare lover smukke naturbilleder og danmarkshistorie, men også et privat indblik i den danske prins' liv.
Og det ligner nu, at det løfte bliver overholdt.
I hvert fald hvis man ser traileren for dokumentaren 'Hærvejen', der er kommet ud på filmfestivalen CPH: DOXs hjemmeside.
»Hvis man går to, så vil du dele,« siger prins Joachim i traileren.
Men forfatteren Steffen Jacobsen, som prinsen går Hærvejen med igennem dokumentaren, virker alligevel til at have fået sin sag for.

For Steffen Jacobsen lægger ikke fingre imellem, når han forsøger at få den ellers lukkede prins til at åbne op.
»Jeg har hele tiden savnet et modspil,« udbasunerer forfatteren i traileren, hvor han også kalder det »skide irriterende«, at mens han selv har kæmpet sig op fra den sociale bund, så er prins Joachim »prins, uanset hvad fanden du gør«.
Men det er heller ikke bare lige sådan at være prins, ser man senere prins Joachim åbne op om.
»Når jeg ser andre menneskers liv, så spørger jeg ofte mig selv: Er jeg et produkt? Har jeg noget at give, andet end …« siger han og kigger om på sin samtalepartner, som han sidder hvilende op ad et træ med.
Bliver sat på plads af prinsesse Marie
Hvordan de royale forpligtelser kan tynge, kommer der dog ikke mere om i traileren.
I stedet må man vente til 20. marts, hvor 'Hærvejen' får verdenspremiere på CPH: DOX, eller når den siden udgives på DR1 til juni.
I traileren er der dog endnu et glimt, der afslører, at prins Joachim også vil dele lidt om sit private familieliv med prinsesse Marie med seerne.
»Hvad med din stakkels kone, hun kan jo ikke sådan undslippe?« hører man pludselig Steffen Jacobsen spørge i lydbilledet efter en snak om prinsens store historiske viden.
»Jo, fordi hun kan bare sætte mig på plads,« svarer prins Joachim og griner.
