Prins Joachim har været i vælten på det seneste, hvor fratagelsen af hans børns titler som prinser og prinsesser, og den efterfølgende krise det har udløst i Kongehuset, har fyldt meget.

Men i Radio4-programmet 'Den nye rumalder' handler det hverken om titler, royale kriser eller noget i den dur. Her er prins Joachim i stedet i studiet for at tale om en af sine store interesser.

Han er nemlig lidt af en rumnørd. En interesse, som stammer helt tilbage fra barndommen.

»Når vi var på sommerferie i det sydvestlige Frankrig, hvor der ikke er lys til at ødelægge hverken nattesynet eller nattehimlen, lå vi ude og kiggede på stjerner, lærte om stjernebilleder, så på stjerneskud, for vi var der altid i august måned, og så en enkelt satellit ræse forbi i ny og næ. Det har måske været kimen til det her halvnørderi,« forklarer han i programmet.

Og der er især to ting ved rummet, som fanger prins Joachims interesse.

»Jeg synes, at det er dybt fascinerende. Det er både historien om, at vi hverken ved sandsynlighedsberegning eller tendenslodtrækning kan være de eneste levende væsener i det her univers. Der må være andre. Og så er det den næste horisont for menneskeheden. Vi kender alt på den her klode, men der er noget derude,« forklarer han.

Interessen bliver dog ikke kun holdt på hobbyniveau.

I sin egenskab som forsvarsattaché afholder han i næste uge et såkaldt Space-event i Toulouse i Frankrig, som samler aktører fra den franske og danske rumsektor.

»Det har en forsvarsindustriel interesse, og det er den, vi blandt andet vil fremme her. Vi kan noget i Danmark, men vi er i sagens natur små, og de kan meget i Frankrig, og de er i sagens natur store, sommetider måske så store, at de ikke ser de små, og vi kan sommetider være så små, at vi ikke får adgang til de store, og det er det, vi skal lave her.«

Prins Joachim har også tidligere haft fornøjelsen af at møde den danske astronaut Andreas Mogensen. Det skete i 2018, da prinsen åbnede udstillingen 'RUMMET TUR-RETUR' på Danmarks tekniske museum i Helsingør.