»Jeg er lykkelig. Jeg er lykkelig. Meget lykkelig.«
Sådan lyder det fra prins Henriks nære ven - hotelkædeejeren Enan Galaly - efter det fredag er kommet frem, at den tumor, som prinsen den seneste uge har været indlagt på Rigshospitalet for at få undersøgt, heldigvis har vist sig at være godartet.
»Da jeg fik det at vide, græd jeg. Jeg håber, han får det bedre meget, meget hurtigt. Jeg er meget glad,« lyder det fra Enan Galaly.
Prins Henrik har i løbet af januar måned været på ferie i Egypten med sin gode ven, der står bag Helnan Hotels-koncernen.
I søndags kom det frem, at prinsen måtte indlægges og kom hjem til Danmark for at gennemgå yderligere undersøgelser på Rigshospitalet. Fredag oplyste Kongehuset i en pressemeddelelse, hvad årsagen var.
'Hans Kongelige Højhed Prins Henrik har siden søndag den 28. januar været indlagt på Rigshospitalets lungekirurgiske afdeling til undersøgelse for en tumor i venstre lunge. Tumoren har heldigvis vist sig at være godartet,' oplyses det:
'Prins Henrik vil i dag blive overflyttet til infektionsmedicinsk afdeling til behandling for lungeinfektion. Efter endt behandling vil Hans Kongelige Højhed tage ophold på Fredensborg Slot.'

Til BT fortæller Enan Galaly, at han ikke ønsker at kommentere prinsens helbred.
»Det eneste, jeg kan sige, er, at prinsen havde det godt i Egypten, mens han var sammen med mig,« forklarer han.
Han understreger, at han er glad for at høre, at det viste sig at være en godartet tumor.
»For prinsen fortjener at have det godt. Det er det eneste, der er vigtigt. Efter han har tjent og arbejdet for Danmark i 50 år, så fortjener han at have det godt,« siger han.
BT har været i kontakt med Kongehusets kommunikationsafdeling, som oplyser, at man ikke ønsker at kommentere sagen yderligere, men henviser til pressemeddelelsen.
Prinsens hårde år
Prins Henriks indlæggelse på Rigshospitalet kommer efter et par hårde år. I sin nytårstale i 2015 meddelte hans hustru, dronning Margrethe, at den 83-årige prins ville ’drosle ned’ og gå på pension for således kun at deltage ved få offentlige begivenheder.
I juli 2017 blev prins Henrik indlagt på Aarhus Universitetshospital, hvor han blev opereret i lysken og bækken for en forsnævring i pulsårerne.
Kort tid efter blev han overført til Skejby Sygehus med en infektion i benet.
Og i september 2017 kom det frem, at prins Henrik ikke kun havde været fysisk svækket, men også havde fået konstateret demens.
'I forlængelse af et længere udredningsforløb og senest en række undersøgelser foretaget i løbet af sensommeren har et specialistteam ved Rigshospitalet nu konkluderet, at Hans Kongelige Højhed Prins Henrik lider af demens,' lød det i en pressemeddelelse fra Kongehuset, som fortsatte:
'Diagnosen indebærer en svækkelse af Prinsens kognitive funktionsniveau. Omfanget af de kognitive svigt er ifølge Rigshospitalet større end forventeligt for Prinsens alder og kan ledsages af forandringer i væremåde, reaktionsmønstre, dømmekraft og følelsesliv og dermed også påvirke samspillet med omverdenen.'

