160.000 kroner for et jadefad og 60.000 for en maske.

Prins Henriks kunstsamling har vist sig så populær, at salgspriserne på mange genstande har været det 10-dobbelte af vurderingen.

Og det er der én særlig årsag til, mener auktionshuset Bruun Rasmussen.

»Det er prinsens samling, og det er det, folk køber. Derfor ser man, at tingene går langt højere end normalt. Folk køber et lille objekt, men i langt højere grad en lille ting fra prinsens samling. Det er helt grundlæggende det, som er skyld i de helt høje priser – at tingene har stået på Amalienborg eller Fredensborg Slot,« siger David Utzon-Frank, der er vurderingssagkyndig hos Bruun Rasmussen.

På auktionens sidste dag, torsdag, blev auktionens dyreste ting solgt.

Æren tilfaldt katalog nr. 590, som var en stor jadeskål. Den var vurderet til mellem 50 og 75.000 kroner, men blev solgt for 160.000 kr.

»Det, der gør den meget særlig, er, at man har en udtalelse om, at det er noget af det, som prinsen holdt mest af selv. Og så er det et usædvanligt stort stykke jade på 26 kg. Og så er den skåret flot med kinesiske symboler. Det er et flot stykke håndværk,« forklarer Ralph Lexner, der er afdelingsleder hos Bruun Rasmussen med ekspertise i jadekunst.

Foruden den store skål var der også andre genstande, som blev solgt til imponerende priser.

Figur fra Ghana. Blev solgt for 42.000 kr. Var vurderet til 3-5.000 kr.
Figur fra Ghana. Blev solgt for 42.000 kr. Var vurderet til 3-5.000 kr.
Vis mere

Som f.eks. katalog nr. 91, som var en figur fra Ghana. Den var vurderet til 3-5.000 kroner, men gik til det 10-dobbelte – nemlig 42.000 kroner.

Ifølge David Utzon-Frank er en del af køberne til den store samling helt almindelige danskere:

»Det er et bredt udsnit af Danmarks befolkning, der har været inde og byde på de her ting. Vi har haft adskillige kunder, der har sagt, at de bare gerne vil have en lille figur fra prinsens samling, og så har de købt en enkelt ting til 8-12.000 kroner,« siger han og tilføjer:

»Men vi har også set nogle fra udlandet – især fra det amerikanske 'interior decor'-miljø,« siger han.

Katalog nr. 385: To udskårne afrikanske døre. Over en meter høje. Blev solgt for 42.000 kr. Var vurderet til 3-5.000. 
Katalog nr. 385: To udskårne afrikanske døre. Over en meter høje. Blev solgt for 42.000 kr. Var vurderet til 3-5.000.  Foto: Bruun-Rasmussen
Vis mere

Han fortæller, at det er en god historie at kunne fortælle sine gæster, hvis man har en af prinsens kunstgenstande i sit hjem.

»Det er en del af historien, man køber, for det er ikke almindelige priser på vores auktioner,« siger han.

En af de meget populære genstande har været den maske, som prins Henrik er afbildet med på forsiden af auktionskataloget. Den var vurderet til 6-8.000 kroner, men gik for 60.000 kroner.

»Der kommer vi endnu tættere på. Det er ikke bare en tilfældig ting fra prinsens samling. Det er gået hen og blevet et trofæ for mange, at det er det, man vil have, for den er på et billede med prinsen,« lyder det fra den vurderingssagkyndige.

Katalog nr. 520. To jadevaser. Blev solgt for 35.000 kr. – var vurderet til 2-3.000 kr.
Katalog nr. 520. To jadevaser. Blev solgt for 35.000 kr. – var vurderet til 2-3.000 kr. Foto: Bruun-Rasmussen
Vis mere

Ifølge kongehuset skal en del af provenuet fra aktionen gå til de to kongelige fonde Kronprinsparrets Fond samt Nikolai og Felix Fonden.

Kongehuset vil ikke oplyse, hvor stor en del af provenuet der er tale om.

Ifølge Bruun Rasmussens hjemmeside tager auktionshuset normalt mellem 25 og 30 procent i salær.

Auktionshuset vil dog ikke oplyse, om det også gør sig gældende ved salget af prins Henriks kunstsamling.